kons Parti den 7de Januar 1161; og ikke fuldt een Maaned efter faldt Inge selv den 3die Februar i et Slag paa Isen ved Oslo.
Haakon Sigurdssøn Herdebred var nu før Øieblikket den eneste som bar Kongenavn i Norge, en uerfaren Yngling paa 14 Aar, som desuden ikke nød det Held at være omgiven af Raadgivere, der vare sit vanskelige Kald voxne. Istedetfor med Alvor at søge en oprigtig Udsoning med Høvdingerne for Inges fremdeles mægtige men nu kongeløse Parti, vakte Haakon strax disses Mistanke og eggede dem derved til en Fortvivlelsens Modstand. I Spidsen for Inges Parti stod, efter Gregorius Dagssons Død, dennes Medbeiler Erling Skakke, der ikke havde sin Lige blandt Norges Høvdinger i Kraft og Klogskab. Erling hørte baade paa Firderne og Møderne til Norges mægtigste og anseligste Lendermandsætter, og derhos var han gift med Kong Sigurd Jorsalfarers egtefødte Datter Kristin. Han havde, som ovenfor er berørt, i Forening med Orknøernes Jarl, Røgnvald Kale og flere Høvdinger, gjort et Tog til Jerusalem (1152–1155)[1], hvilket høieligen hævede ham i hans Landsmænds Agtelse, og efter sin Hjemkomst til Norge havde han stadigen holdt sig paa Inges Side som en af dennes indflydelsesrigeste Raadgivere. Da Erling var kommen til Vished om, at han af Modpartiets Høvdinger kun havde Ondt at vente, fattede han den dristige Beslutning at opretholde Inges Parti og selv blive dets øverste Leder. Han samlede strax til Bergen Inges fornemste Tilhængere og fik deres høitidelige Tilsagn om at ville holde Partiet sammen. Men for at dette kunde give sin Modstand Vegt i Folkets Øine maatte det have en Konge i sin Spidse. Man kjendte for Tiden ingen Kongesøn, som man kunde eller vilde sætte op mod Haakon. Da fik den slue Erling ledet Valget hen paa sin egen Søn, Sigurd Jorsalfarers Dattersøn, Magnus, et Barn paa fem Aar, i hvis Navn Erling selv, som hans naturlige Verge, skulde føre Styrelsen. Det var noget aldeles nyt og hidtil uhørt i Norge, at man gav En Kongenavn, som ikke i mandlig Linie stammede fra Harald Haarfager og ikke var Kongesøn; men saa stor var Erlings Indflydelse og saa vel vidste han at benytte sig af den Ærefrygt og Kjærlighed, som endnu knyttede sig til Sigurd Jorsalfarers Minde, at Sagen havde Fremgang. Magnus blev paa et Thing i Bergen i 1161 tagen til hele Norges Konge, med Tilsidesættelse af Norges gamle Konge-Arvefølge, og imod en Konge, hvis Arveret efter Loven var utvivlsom.
Erling følte sig dog endnu for svag til at vove en Kamp mod Haakon og besluttede først at styrke sig ved udenlandsk Hjælp. Han drog til den danske Konge Valdemar I, for at søge hans Under-
- ↑ Se ovenfor S. 170.
