det Samme har været gjort Skridt til ogsaa at udvirke af Sognealmuerne et lignende Afkald paa deres Ret til Stemme ved deres Sognepresters Valg, er høist rimeligt, ligesom og at dette har lykkets.
En anden Ting af stor Vigtighed for Hierarchiet, hvilken Kardinal Nikolaus fik sat igjennem, var en Forandring i den verdslige Lov med Hensyn til Retten at gjøre Gaver. Denne Ret var efter den ældre norske Lovgivning yderst indskrænket. Formue, især fast Ejendom, betragtedes meer som tilhørende Ætten end enkelt Mand; Besidderen, der egentlig kun var Bruger, var følgelig ude af Ret til i nogen større Maalestok at afhænde Formuen; dette kunde i alle Fald ikke skee uden nærmeste lovlige Arvings Samtykke. Nogen Ret til at gjøre Testamente udenfor den føromtalte Hovedtiende[1] erkjendte Loven strengt taget aldeles ikke; thi naar slet ingen i Loven nænnet Arving var til, arvede Kongedømmet. Dette var til stor Hinder for alle betydeligere Gaver til Kirken. Kardinal Nikolaus fik nu vedtaget – som det heder – „med Raad af alle Biskopper i Landet og tolv de viseste Mænd af hvert Biskopsdømme“, at det skulde staa Enhver frit, Kvinde som Mand, at bortgive en Tiendedeel af det Land og det Løsøre, som han havde modtaget ved Arv, men en Fjerdedeel af hvad han selv havde erhvervet, og dette maatte han bortskjenke til hellige Steder, eller til Frænder, eller til Ubeslegtede, alt efter egen fri Villie-i. Retten til at gjøre Gaver eller Testamente blev vel endnu, som sees, nogenlunde indskrænket; men den var dog stor i Sammenligning med den tidligere, og at den især kom til at yttre sig i Sjælegaver, i Gaver til Kirken, er, naar man seer hen til Tidens Aand, let begribeligt. Legaten fik her aabnet en Rigdomskilde for Kirken, som snart viste sig at overtræffe alle andre, og som efterhaanden indbragte den en uafhængig Formue, paa hvilken som en Hovedpille den kunde støtte sin Selvstændighed. Øieblikkelig bar maaskee Bestemmelsen mindre rige Frugter; thi den var ikke fremgaaet under de lovvedtagne Former og tiltrængte for at blive almeengjældende Lov at samtykkes paa hvert enkelt af Landets Lagthing. Men den havde dog allerede i sin Fremtræden vistnok en kraftig Mening for sig, og dens lovlige Vedtagelse udeblev ikke. I Frostathings- og i Gulathings-Loven synes den strax at være optagen; i Eidsivathings- og Borgarthings-Loven skeede det vel formeligen først i 1224, men dette forhindrer dog neppe, at den ogsaa i disse to Lagdømmer tidligere har øvet Indflydelse og i alle Fald lettet Arvingernes Samtykke, især til Sjælegaver inden de ved Bestemmelsen optrukne Grændser[2].
Endnu et Verk af Kardinal Nikolaus var Indførelsen af den
