Lande givet Plads for en anden Valgmaade, der af Pavedømmet havde vundet Stadfæstelse. Der oprettedes nemlig ved Kathedralkirkerne Kollegier af Geistlige, hvilke som et Slags Repræsentanter for det samtlige Klerus skulde vælge vedkommende Biskopper og tillige staa disse ved Siden som kirkeligt Raad. Et saadant Kollegiums eller Kapitels Medlemmer kaldtes: Canonici, Kanniker, og kunde enten henhøre til en vis Klosterorden, og i saa Fald almindelig til en eller anden Congregation af Prest-Munke af St. Augustins Regel, – eller de kunde være Prester, der ikke hørte til nogen Klosterorden. I første Tilfælde benævntes de: Canonici regulares, regelbundne Kanniker, og dannede et ordentligt Convent; i det andet Tilfælde kaldtes de: Canonici sæculares, verdsliggeistlige Kanniker, og havde Prestekald til Bestyrelse og Underhold (Præbender), men skulde dog leve sammen i et Slags klosterlig Forening og have fælles Bordhold, mensa communis. Antallet af ethvert saadant Kollegiums Medlemmer var ubestemt og beroede paa, hvilke Underholdningsmidler der stode til Kapitelets Raadighed. Dette var Indretningen ved Domkapitlerne i Almindelighed; og saadanne skulde nu indføres i Norge. En Bevæggrund som herfor anførtes var naturligviis, at den bestaaende Maade, paa hvilken Biskopperne beskikkedes, nemlig af Kongedømmet, i sig selv var ucanonisk, ikke stemmende med den romerske Kirkes Love. Men at skaffe denne Bevæggrund i og for sig Indgang var ikke saa ganske let; thi det gjaldt her om at faa Kongedømmet til at opgive et vigtigt Prærogativ. De for Øieblikket raadende Forholde maatte tages til Hjælp. Det blev udpeget, hvor farligt det i Grunden var, at Biskopperne beskikkedes af Kongedømmet, under en Statsforfatning, der indrømmede dettes Deelbarhed. Naar der, som nu netop var Tilfældet, raadede tre Konger i Landet under en fuldkommen ligelig Samstyrelse og uden nogen Landsdeling, og der mellem dem herskede Meningsulighed om et Biskopsvalg, saa var man udsat for at tre forskjellige Personer kunde blive udnævnte til een og samme Biskopsstol, hvorved den farligste Forstyrrelse kunde opstaa i Kirken. Det var derfor nødvendigt at indrette ved Kathedralkirkerne geistlige Valgkollegier, der, i det mindste iTilfælde af Uenighed mellem de samstyrende Konger, kunde gjøre Udslag i Biskopsvalget og saaledes forebygge en Splittelse i Kirken, hvoraf stor Forargelse og Skade kunde reise sig. Paa denne Anskuelse synes Kongerne at være gangne ind og at have vedtaget Oprettelsen af Kapitler ved alle Biskopsstole i Landet, – dog med det Forbehold, eller i det mindste i den Mening, at derved ikke noget Skaar gjordes i Kongedømmets ældre Ret, naar kun de samstyrende Konger vare indbyrdes enige med Hensyn til Bi-
