Aar 1151[1]. Et nyt Biskopsdømme blev desuden indstiftet, hvis Sæde var Hamar ved Miøsen, og til hvilket blev henlagt største Delen af Oplandene. Herved blev Oslos Biskopsdømmes Omraade betydelig indskrænket, da det, som nu underlagdes Hamars Stol, forhen havde tilhørt Oslos. Biskopperne i Oslo sees i senere Tider, ganske vist med Hensyn til dette ældre Forhold, at have paastaaet Stemme for sig og sit Kapitel ved de hamarske Biskoppers Valg. Om noget ved nærværende Leilighed har været bestemt, hvortil hin Paastand kunde støttes, vides ikke. Den blev i senere Tider ikke ubestridt, som vi længere henne i Historien skulle see.[2]. Til første Biskop i Hamar blev beskikket den tidligere omtalte Arnald, der havde været Biskop paa Grønland. Saaledes var der nu fem Biskopsdømmer i selve Norge; og disse tilligemed de to paa Island samt Biskopsdømmerne paa Orknøerne, Færøerne, Grønland og Suderøerne bleve den nyoprettede Erkestols Provins, Provincia Nidrosiensis. Den norske Kirke var herved udløst af sit Underdanighedsforhold til Erkestolen i Lund og havde erholdt sin egen Metropolitan, hvis Omraades Grændser vare fastsatte. Nogen Fundations-Bulle synes ikke Legaten at have medbragt. Sagen skulde vel ved hans Fuldmagt være ganske ordnet, og Legaten selv have aflagt Beretning i Rom om sin Missions Udfald, før en saadan Bulle udstedtes.
Oprettelsen af Nidaros’s Erkestol var den vigtigste Frugt af Kardinal Nikolaus’s Legation til Norge; men den var ikke den eneste. Han efterlod sig flere Spor af sin Virksomhed, hvilken vi dog desværre ikke kjende i dens fulde Udstrækning.
Sagaerne nævne et Forbud mod Vaabenbyrd i Kjøbstæderne, som han fik istandbragt: „at ingen her – heder det – skulde ustraffet bære Vaaben undtagen tolv Mænd, som udgjorde Kongens Følge“[3], – et Forbud, som imidlertid synes snart at være blevet slappet eller at være gaaet i Forglemmelse.
Af andre Kilder kjende vi flere Indretninger af ham, der i kirkelig Henseende vare af større Vigtighed, og længer bleve staaende ved Magt. Først og fremst maa nævnes Oprettelsen af Kapitler ved alle Kathedralkirkerne i selve Norge, en Indretning, som sigtede til at bringe Biskoppernes Valg i fuldkommen canonisk Orden. Den gamle Vedtægt i Kirken, at Biskopperne skulde udvælges hver af sit Biskopsdømmes Geistlighed, havde siden det 9de Aarhundrede i de fleste til den romerske Kirke hørende
