Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 1.djvu/235

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
221
Jon Birgerssøn bliver Erkebiskop i Nidaros.

Sagaen – stor Vrede paa Kongerne Sigurd og Eystein, og de maatte gaa til Forlig med ham; men med Kong Inge kom han særdeles vel overeens og kaldte ham sin Søn“[1]. Nikolaus har baade i Kong Inges Karakter og i hans Stilling seet en sikker Borgen for, at gjennem ham Kirkens Sag bedst kunde fremmes, og Nordmændene snarest vindes for Pavedømmets Øiemed. Han tog derfor, som man seer, Inge paa en Maade under sin Beskyttelse mod hans Brødre, og vandt derved virkelig hans og hans Tilhangs fuldkomne Tiltro og Hengivenhed. Man maa af Sagaens Ord slutte, at Kongerne Eystein og Sigurd ikke strax have viist sig saa føielige mod Legaten, som denne kunde ønske, men at han har vidst at overvinde deres Modstand; og dette kunde neppe falde saa vanskeligt, naar han i sin egen ærefrygtbydende Stilling, som den der var iklædt hele den romerske Stols Myndighed, tillige havde Kong Inge og dennes mægtige Parti blandt Høvdingerne og Folket paa sin Side. En Overeenskomst blev nu sluttet mellem de tre Konger og Kardinal Nikolaus, hvorved visse Indrømmelser fra Kongedømmets Side gjordes Kirken. Overeenskomsten blev ved Ed stadfæstet af Brødrene, og den ældste af disse, Kong Eystein, udstedte derom et Brev. Dette er imidlertid nu ikke længer til, og heller ikke kjendes andenstedsfra Overeenskomstens Punkter i det Enkelte; men at den i Hovedsagen har vedkommet de nye Indretninger af Kardinalen, hvorom strax nedenfor vil blive Tale, maa antages for høist rimeligt, ligesom ogsaa, at den har indeholdt en Opgivelse fra Kongernes Side af Kongedømmets Ret til at udkaare Biskopper og beskikke Sogneprester[2]. „Da nu – heder det videre i Sagaen – alle Kongerne vare blevne forligte med ham, føiede han dem i, at vie Jon Birgerssøn til Erkebiskop i Throndhjem, og overgav ham det Klæde, som kaldes Pallium, og bestemte, at Erkebiskopsstolen skulde være i Nidaros, der hvor den hellige Kong Olaf hviler; men før havde der kun været Lydbiskopper i Norge“[3]. Den Jon Birgerssøn, der modtog Pallium af Kardinal Nikolaus, var forud Biskop i Stavanger, og forflyttedes altsaa nu herfra til Nidaros, hvis Biskopsstol just var ledig efter Biskop Reidars Død i foregaaende

  1. Sn. S. E. I. S. c. 23.
  2. Om Underhandlinger mellem Nikolaus og de tre Konger tales i Kong Haakon Sverrerssøns Brev: „Jeg indrømmer den hellige Kirke og de Geistlige al den Frihed, som den bor have efter som de hellige Skrifter dømme mellem mig og dem, og den hellige Kirke har havt fra ny og gammel Tid, mit Kongedømme uskadt og al min kongelige Verdighed, overeensstemmende med det, som Kardinal Nikolaus forordnede, og de tre Konger, Eystein, Sigurd og Inge indrømmede og svore, og K. Eysteins Brev vidner“. N. g. L. I. 446; jfr. Magn. Erls. Brev, N. g. L. I. 444, og Pave Gregorius IXs Brev af 5te Octbr. 1234, norsk Diplomat. I. 11.
  3. Sn. S. E. I. S. c. 23.