lig derhen og blev indviet; men paa Hjemveien døde han i Sydlandene i 1151 og kom saaledes ikke til sin Stol. Han nævnes imidlertid i den ældste Biskopsfortegnelse som „den første Erkebiskop i Norges Konges Rige“; og han kaldes ligeledes „Erkebiskop“ i Annalerne, hvor disse omtale hans Død[1]. Men skjønt saaledes ved Reidars Indvielse til Erkebiskop Sagen angaaende den norske Kirkes særegne Metropolitan allerede i Grunden var afgjort, saa valgte dog Pave Eugenius, da Reidar var død, en ny Vei til Sagens Fuldbringelse. Han besluttede nemlig nu at affærdige til Norden en Legat, beklædt med fuld apostolisk Myndighed, for at ordne ikke alene den norske men ogsaa den svenske Kirkes Forholde, og for at træffe alle nødvendige Forholdsregler med Hensyn til Oprettelsen af særskilte Metropolitanverdigheder for begge, ja for strax paa Pavens Vegne at meddele de Personer, han til disse maatte udsee, deres Verdighedstegn, Pallium. Valget af Legaten gjorde Pave Eugenius Ære. Det var Kardinalen Nikolaus, Biskop af Alba, ogsaa kaldet, maaskee med et Familienavn, Brekspere. Han var af Fødsel en Engelsmand, og havde, som det heder, fra en Tiggerdreng af gjennem alle Kirkens Grader opsvunget sig ved sine udmærkede Gaver, sit rene og strenge Levnet, sit nøie Kjendskab til alle Kirkens Anliggender, og sin kraftige hierarchiske Aand, til at blive Kardinal-Biskop, fra hvilken Verdighed det var ham beskikket senere at opstige paa selve St. Peters Stol. Hans Kraft og Klogskab udpegede ham som en virksom Arbeider i Kirkens Sag; hans hierarchiske Grundsætninger lovede Pavedømmet en tro Talsmand; og den Kjendskab han, som født og opdragen i England, havde til de nordiske Forholde og især til Norge, der stod i saa megen Berøring med England baade i det Kirkelige og Verdslige, – alt dette sikkrede hans Bestræbelser en Fremgang, som neppe en Mand af mere fremmed Nationalitet havde kunnet haabe. Nikolaus sveg ikke den Tillid Paven skjænkede ham. Han begyndte sin Legation i Norge, hvorhen han ankom søveis, rimeligviis fra England, den 20de Juli 1152[2].
Af de Brødre som dengang vare Norges Konger havde ikkun den ældste, Eystein, naaet en fuldmoden Alder af noget over 25 Aar; den anden Sigurd, der fordi hans Mund var noget ilde dannet, kaldtes med Øgenavnet: Mund, var neppe 20 Aar; og den tredie Inge kun henved 17 Aar gammel. De skildres som ulige af Sindelag. Eystein var klog og skarpsindig, men derhos gjerrig og paaholdende. Sigurd var letsindig, fremfusende, lettroende og vankundig, men derhos veltalende, behagelig i Omgang og ligesaa mild mod sine
