Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 1.djvu/232

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
218
Andet Tidsrum.

fattede selvstændige og politisk uafhængige Stater. Selv deres Stilling, i Forening med Hensyn til Christendommens Bedste, talte saaledes for deres Udsondring af det ældre Metropolitanforhold og Frigjørelse fra Provinsial-Afhængigheden til den lundske Kirke, der desuden i de danske Biskopsdømmer alene maatte synes at have en Metropolitanvirksomhed, som den havde nok med at bestride.

Til disse Betragtninger af vedkommende Kirkers eget Bedste, Betragtninger, der let maatte paatrænge sig, eller lade sig gjøre gjældende hos den romerske Stol, kom endnu Pavedømmets egen Politik. Det havde nemlig længe været en Grundsætning i den pavelige Statskunst, at Metropolitanmyndigheden til Pavedømmets Fordeel burde svækkes. Derfor taaltes ikke vel altfor vidtløftige kirkelige Provinser, hvilke, især naar de vare vidt fjærnede fra Rom, let kunde fremkalde hos de styrende Metropolitaner Uafhængighedstanker, der stode i Strid med Ideen om Pavens Magtfuldkommenhed og den romerske Kirkes ved Pavedømmet repræsenterede ydre Eenhed. Ogsaa dette politiske Hensyn maatte stemme den romerske Stol gunstigt for Nordmændenes og Svearnes Ønske, og drive den til at komme dette med Velvillie imøde. Paverne maatte endelig ad flere Veie være komne til Erfaring om, at den norske og svenske Kirke hver for sig nu havde udviklet sig til den Grad af indre Kraft, at det var gavnligt ja nødvendigt for den romerske Stol at sætte sig i en mere umiddelbar Forbindelse med dem, baade for at kunne itide give deres Udvikling den Retning, som stemmede med det romerske System, og for at kunne drage de mere materielle Fordele af dem, som Paverne aldrig lode sig gaa ganske ud af Sigte. Tiden var altsaa kommen for Pavedømmet, at optræde i sin Magtfylde hos Europas tvende nordligste Folkefærd, og ved at laane deres Kirker et Gjenskin af sin egen jordiske Glands, sikkre sig deres stadige Underkastelse og Lydighed.

Hvilke Underhandlinger der ere gangne forud for det Skridt, som Pavedømmet nu gjorde, hvilke Ansøgninger der ere blevne“det forelagte fra Norges og Sveriges Side, og hvilke Modforestillinger der rimeligviis ere gjorte fra den lundske Erkebiskops, – det vide vi ikke. Vi have kun for os selve Kjendsgjerningen, at Skridtet blev gjort, og at det for Norges Vedkommende ingen væsentlige Vanskeligheder mødte.

Det var Pave Eugenius III, der indtog den romerske Stol fra 1145 til 1153, som istandbragte Verket. At Nidaros, hvor den hellige Olaf hvilede, blev valgt til Sæde for den.norske Kirkes Metropolitan, fulgte af sig selv. Den første Plan for Norges Vedkommende var, at den daværende Biskop i Nidaros, Reidar[1], skulde beklædes med den nye Verdighed i Rom af Paven selv. Reidar drog ogsaa virke-

  1. Se ovenfor S. 169.