Det var under Brødrene Eysteins, Sigurds og Inges, Harald Gilles Sønners, Fælleskongedømme i Norge, at den norske Kirke fik sin egen Metropolitan, efterat den paa det nærmeste i et halvt Aarhundrede havde, ligesom ogsaa den svenske Kirke, staaet under den danske Metropolitan i Lund. Denne vigtige Foranstaltning udgik naturligviis fra Paven, som øverste Styrer af den høiere Kirkeordning i den almindelige romerske Kirke.
Hvad der har givet den nærmere Anledning, er hverken i indenlandske eller fremmede Kilder udhævet. Den Tanke ligger imidlertid nær, at den norske Kirke, i Følelsen af sin indre Kraft, og Nordmændene overhovedet, i Følelsen af sin folkelige og statsretlige Selvstændighed, have havt en Spore til at søge sig frigjorte fra en fremmed Metropolitanmyndighed, der, om den end ikke i de kirkelige Forholde optraadte trykkende, dog altid i sit Væsen kunde synes saarende for Nationalfølelsen; – og man maa saaledes gjette, at Forestillinger i den norske Kirkes, det norske Kongedømmes og det norske Folks Navn have været indbragte for Paven, udtalende Ønsket om den norske Kirkes Udsondring fra dens Provinsialforhold under Lunds Metropolitankirke til en særskilt kirkelig Provins. Det samme Ønske maa ved denne Tid ogsaa være fremsat fra den svenske Kirke. Hver af disse Kirker, og især den norske, strakte sig over vide Landstrøg, og kunde saaledes vel tiltrænge et særskilt kirkeligt Overopsyn. Hver af dem omfattede derhos allerede det fulde, og den norske meget mere end det fulde Antal Biskopsdømmer, hvilket gammel Vedtægt fastsatte som det mindste for at danne en egen Provins, nemlig fem. Begge havde endelig for længst antaget Præget af Nationalkirker, ligesom de og om-
