heder i mange Stater fandt, var den, at man vel ikke ligefrem indrømmede Kirken Frihed fra Deeltagelse i Statens Byrder, men at man indrømmede Geistligheden som Stand, paa Kirkens Vegne, en særegen Selvbeskatningsret med Hensyn til Staten, hvilket vist nok var en stor Imødekommen fra Statens Side, men som dog ikke fornegtede den Retsgrundsætning, at Geistligheden var skyldig til at yde sit Bidrag med til det Statssamfunds Opretholdelse, til hvilket den hørte. Forresten var denne Sag i nogle Stater bedre og fastere ordnet end i andre, dog overalt ved et Slags Overeenskomst mellem Stat og Kirke, der ikke udestengte Misforstaaelser og Overgreb og deraf følgende idelig Spending.
Den norske Kirkes Stilling i det her omhandlede Punkt var, sammenlignet med mange andres, ganske fordeelagtig. Den maatte nemlig endnu regnes for fattig, – i det mindste for saavidt at den ingen overskydende Formue ejede, om den end havde sit nødvendige tarvelige Underhold, – og kunde saaledes ikke give den verdslige Statsmagt nogen særegen Opfordring til en Beskatning. Desuden vare Grundsætningerne for Statsbyrdernes Fordeling i Norge saare simple, og i Formen, hvori de fremtraadte, Kirken ganske gunstige. Lenssystemet i sin sydgermaniske Skikkelse var ukjendt i Norge; der var saaledes ingen Anledning til de Forviklinger, som opstode derved at Kirken eller Geistligheden modtog verdsligt Len og dermed tillige verdslige Lensforpligtelser. Istedet herfor gjaldt i Norge Odelssystemet, ifølge hvilket Jorden var Hauldernes eller Odelsbøndernes fri Ejendom, til hvilken Staten eller Kongedømmet ingen Overejendomsret havde, og hvilken den derfor heller ikke kunde beskatte; derimod var enhver Nordmand skyldig til ved personlig Tjeneste at bidrage til Opnaaelse af Statens Øiemed og dertil at understøtte Kongedømmet. Alle Ydelser til Staten gik derfor i Norge ud fra Person, ikke fra Jordbesiddelse eller anden Formue. Den væsentligste og man kan sige eneste egentlige Statsbyrde var Bidrag til Landevernet, hvilket igjen efter Norges Beliggenhed og daværende Forhold i Grunden blev Bidrag til Søforsvaret. Dette Bidrag ydedes i alle Kystfylkerne ved den saakaldte Leding (leiðangr), hvilken deels bestod i personlig Krigstjeneste, deels i Udrustning af Krigsskibe, og deels endelig i Ydelser af Penge eller Penges Verd, naar egentlig Krigsrustning ikke behøvedes. I de indre Landsdele, som ei laa under Ledingsloven, der traadte en fast Afgift af hver Husholdning, den saakaldte Visøre (visseyrir) istedet. Men i begge Tilfælde var dette Bidrag til Staten personligt, ydet enten strengt efter Mandtal, eller efter Husholdningernes Størrelse, ikke efter Formue eller Jordejendom. Forsaavidt altsaa Kirken ejede Jord, hvilede paa denne ingen
