Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 1.djvu/225

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
211
Kirkens Skattefrihed.

stændighed, og gjøre dens Uafhængighed af Staten til en haandgribelig Kjendsgjerning Men for at dette kunde skee, maatte ogsaa Kirken strengt overholde sin Karakter som reen aandelig, og undgaa al Indblanding i verdslige Anliggender-, der paa den ene Side bortdrog den fra dens egentlige Maal, og paa den anden Side bragte den ind under den verdslige Statsmagts lovlige Omraade. Her maatte en saa skarp Grændse optrækkes mellem det Aandelige og Timelige, som vel neppe nogensinde vil blive mulig, saalænge det Aandelige fremtræder i det Timelige, saalænge Kirken omfatter Mennesker. Allermindst kunde en saadan Grændse optrækkes under det her omhandlede Tidsrums forviklede Forholde, da ved en lang Række af Misgreb, og det især i Vest-Europa, Kirke og Stat havde i Aarhundreder gaaet ind paa hinandens Omraade, og derved en Forvirring i Begreberne om begges Ret var opstaaet, der vanskelig ved nogensomhelst Theori lod sig løse, i al Fald ikke uden de voldsommeste Omveltninger. Over den allerstørste Deel af det vestlige Europa var det blevet almindeligt, at baade de enkelte Statskirker og de enkelte Geistlige for timelig Fordeels Skyld vare indtraadte i Lensforhold til den verdslige Statsmagt, hvilke pligtede dem baade til Skatteydelse og personlig Tjeneste for Statens verdslige Øiemed. At træde ud igjen af disse Forhold vilde være forbundet med økonomiske Opoffrelser baade før Kirken i dens Heelhed og for dens indflydelsesrigeste Forstandere, Opoffrelser som disse sidste vare høist uvillige til at indrømme. Gregorius VII fordrede af sine Standsbrødre dette Offer til Kirkens Forherligelse og til Begrundelse af dens afgjorte Herredømme; men hans Fordring blev ikke paaagtet af den alt for verdsligsindede, egennyttige og kortsynede Mængde af Geistligheden. Kirkens Rettigheder i det her omhandlede Punkt vedblev saaledes at være en bestandig aaben Kilde til de voldsommeste Tvistigheder i alle Europas Stater, der løde under den romerske Stol. Thi saalænge Kirken for sin timelige Fordeels Skyld overtog – Styrelsen og Benyttelsen af Statens Ejendomme og indtraadte i dens verdslige Sysler, kunde den ikke med noget Skin af Ret unddrage sig for de Forpligtelser til Staten, som deraf fløde, hvad enten disse bestode i personlig Tjeneste eller i Skatteydelse. Og naar den alligevel prøvede herpaa, saa kunde ikke Misnøie og Gjengjæld fra de verdslige Statsmagters Sider udeblive. Desuden syntes det under en saadan Sammenblanding af det Kirkelige og Verdslige, af Kirkens økonomiske Anliggender og Statens, ikke at være stemmende med almindelig Billigheds Grundsætninger, at Kirken ei skulde bidrage noget til Statens Formaal, da den dog i saa mange verdslige Forhold nød Godt af Statens Beskyttelse. Udveien, man under disse Omstændig-