lukket fra al Indflydelse paa Dommen i geistlige Sager. Paa Heredsthingene var vistnok i Almindelighed geistlige Personer tilstede, især naar Kirkesager der skulde søges; og paa Lagthingene vare, som ovenfor bemærket, baade vedkommende Biskopper og enten alle Sogneprester, eller visse af Biskopperne tilnævnte, skyldige forfaldsløst at indfinde sig. Der var saaledes ved begge Leiligheder fuld Anledning til at høre Geistliges Mening, før den endelige Dom faldt i en Kirkesag. Da det synes at have været almindelig Vedtægt, at meer vanskelige Sager paa Heredsthingene foreløbig undersøgtes og paakjendtes af et mindre Udvalg af Thingmændene, før den endelige Dom fældtes af samtlige, saa er det rimeligt, at i Kirkesager tilstedeværende Geistlige fortrinsviis ere nævnte eller i det mindste hørte i dette Udvalg. Paa Lagthinget var Lagretten den egentlige Domstol, til hvis Dom de øvrige Thingmænd gave sit Samtykke. Men i Lagretten var intet til Hinder for at ogsaa Geistlige kunde nævnes; og i ethvert Fald var, som for sagt, rimeligviis i Regelen Prestemødet samtidigt med Lagthinget, og hiin geistlige Forsamlings Mening om en geistlig Retssag var da neppe uden Indflydelse paa den dømmende Lagrettes Afgjørelse. Paa det islandske Althing gaves foruden de almindelige Retter (dómar) ogsaa en Presteret (prestadómr), bestaaende af tolv Prester, udnævnte af vedkommende Biskop, hvilken Ret havde at dømme i de Christenretssager, hvor Biskoppen optraadte som Sagsøger mod en af sine underordnede Prester[1]. Presteretten synes dog at have været en overordentlig Domstol sat for det enkelte Retstilfælde. Om en lignende Domstol paa de norske Lagthing, tie vore gamle Love, og den norske Rettergangsorden paa Lagthingene synes ogsaa vanskeligen at have kunnet tilstede nogen saadan overordentlig Ret. – Af det her anførte vil overhovedet sees, at der ved den norske Rettergangsorden vel var sørget for, at de under Christenretten hørende og Kirken eller dens Personer vedkommende Sager kunde blive retfærdigen paadømte; men dette skulde skee ved de almindelige Domstole og uden Indrømmelse af nogensomhelst lovbestemte Særrettigheder.
5. Kirkens Fritagelse fra verdslige Statsbyrder, hvad enten nu disse bestode i Skattebidrag eller i personlig Tjeneste, ydet Staten i verdsligt Øiemed, – var en Fordring, der naturligviis grundedes paa Kirkens aandelige Væsen, og som skulde sigte til at gjøre dens aandelige Virksomhed saameget kraftigere, naar den befriedes fra verdslige Sorger og verdslige Sysler. Gjennemdrivelsen af denne Fordring skulde sætte Kronen paa Kirkens Selv-
- ↑ Æld. Isl. Chr.r. c. 15.
