Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 1.djvu/223

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
209
Kirkens Dommermyndighed.

og Biskop Grimkel udarbeidede, og stemmede derfor med hinanden i alle de vigtigste og selve Religionen og dens Udøvelse mest rørende Punkter. Desuden var Mangelen paa Eenhed i den norske Kirkelovgivning en Mangel, som den delte med den verdslige Lovgivning, og som derfor Nordmændene hverken fandt paafaldende eller følte som et Onde.

4. Kirkens selvstændige Dommermyndighed skulde yttre sig deri, at enhver Retssag, der paa nogen Maade angik Kirken, ikke alene dens Lære og Ritus, men ogsaa dens Ejendom og dens Personer, kort enhver Retssag, der i det pavelige System var betegnet som hørende under Kirkens Omraade, den skulde paakjendes og dommes af geistlige Dommere, nemlig i første Instans af vedkommende Biskop, og i Appellationsinstans af Metropolitanen, fra hvem den endelig i sidste Instans kunde føres ind for Paven. Angik Sagen en Biskop, skulde den umiddelbart paadømmes af hans Metropolitan; angik den selve Metropolitanen, skulde den umiddelbar paadømmes af Paven eller dennes Tilforordnede (judices delegati). Denne Retsorden var endnu ganske ukjendt i den norske Kirkeforfatning De gjældende Christenretter kjende ikke nogen anden selvstændig Dommermyndighed hos Kirken, end den som stod i Forbindelse med Retten til at paalægge Pønitens, hvorunder man maa tænke sig indbefattet Retten til at paalægge Interdikt, skjønt dette ikke udtrykkelig nævnes, – altsaa kun den Dommermyndighed, som angik Samvittighedssager, især de der aabenbaredes i Skriftemaalet, og hvilke den verdslige Dommermyndighed egentligen ikke kunde naa. Udenfor disse Sager gjorde hverken en Sags Beskaffenhed som henhørende under Christenrettens Bestemmelser, eller en Persons Stilling som Geistlig eller Kirkens Embedsmand, eller en Ejendoms Beskaffenhed som Kirkegods, nogen Undtagelse med Hensyn til Rettergangen. Dommermyndigheden var i alle Tilfælde hos Folket, hvad enten Sagen efter gjældende Retsorden skulde paakjendes ved Voldgiftsdommere, eller paa Heredsthing eller paa Lagthing. Rettergangsordenen var den, at hvor Sagen laa under Christenretten, der var Biskoppen eller hans Ombudsmand, og i enkelte Tilfælde Sognepresten, Sagsøgeren, ligesom den idømte Bod enten heel eller for en Deel tilkom Biskoppen, kun i enkelte faa Tilfælde Sognepresten. Anklageretten hvilede saaledes i alle de Sager, hvilke Christenretten betegnede som geistlige, hos Kirkens Forstandere, men Dommermyndigheden hos de almindelige Domstole. Maaskee var dog ikke herved Geistligheden ganske ude-