Vist nok var denne Lovgivningsorden for Kirkens Vedkommende ikke som den burde være efter Pavedømmets Anskuelse og ikke gunstig for Hierarchiets Opsving; men den hvilede paa frisindede Grundsætninger, stemmede med Folkets almindelige Retsorden og passede godt til Norges daværende Forhold. Man finder heller ikke i dette Tidsrum noget bestemt Spor til, at Biskopperne have stræbt efter at forskaffe den norske Kirke en meer selvstændig Lovgivningsmyndighed, end den, som ved den beskrevne Orden var den indrømmet. Det eneste som maaskee kunde tyde herhen er den Sætning, hvormed den gamle vikske Christenret slutter: „Nu er Christenretten fremsat, saadan som vi kunne erindre den; skorter noget deri, da bøde Biskopperne derpaa ifølge sin Net (með sinum réttyndum; el. með sinum boðorðum ok réttyndum ɔ: med sine Bud og Rettigheder)“[1]. Men hermed kan dog neppe forstaaes andet, end, at man, for det Tilfælde at den lovtagne Christenret ved en enkelt forefaldende Leilighed skulde vise sig ufuldstændig, indrømmede Biskoppen en provisorisk Myndighed til midlertidig at fuldstændiggjøre den, indtil dette ad den almindelige Lovgivningsvei kunde skee. – Paa samme Maade som det gik til med Kirkelovgivningen i Norge, gik det ogsaa til i den islandske Fristat. Den islandske Christenret udgik fra Islands Althing ganske som de norske fra Norges Lagthing. Paa det aarlige Althing var foruden Landets Biskop, eller senere tvende Biskopper, ogsaa et betydeligt Antal Prester tilstede, og af disse Geistlige forberedtes og foresloges alle kirkelige Lovarbeider, hvilke siden forhandledes og vedtoges i den lovgivende Forsamling, Lagretten, hvor Biskopperne havde Sæde.
Den mest iøinefaldende Mangel ved den her skildrede Kirkelovgivningsorden i den norske Kirke er den, at fuldkommen Eenhed i Kirkelovgivningen vanskelig kunde tilveiebringes og heller ikke tilveiebragtes. Den norske Kirkes Biskopper virkede nemlig, som allerede før bemærket, uafhængige af hinanden indbyrdes hver i sit Omraade paa den Maade som ham syntes bedst, og som han bedst kunde enes med Lagthinget i det Lagdømme, til hvilket hans Biskopsdømme hørte. Ingen national Metropolitanverdighed dannede Sammenknytningspunktet for deres Virksomhed; og den fremmede Metropolitan, under hvem de hørte, stod ikke i et saa bestemt udpræget statsretligt Forhold til det norske Rige, at han med Kraft kunde gjøre sin Myndighed gjældende. Men hiin Mangel paa Eenhed var dog i Virkeligheden ikke saa væsentlig, som man ved første Øiekast let kunde ledes til at antage. Thi skjønt de i den norske Kirke gjældende Christenretter, den islandske iberegnet, vare fem i Tallet, saa vare de dog alle byggede paa samme Grundlag, nemlig paa det af den hellige Olaf
- ↑ N. g. L. I. 352.
