Formen, gjorde Udslaget. Dette var nu ikke aldeles stemmende med Pavedømmets Grundsætninger, men det maatte paa Grund af de forhaandenværende Forhold taales. De første norske Biskopper synes heller ikke at have været saa gjennemtrængte af Pavedømmets Fordomme, at de fandt hiin Samvirken i nogen særdeles Grad stridende mod deres egen eller Kirkens Verdighed; de synes tvertimod at have indseet, at en saadan Fremgangsmaade baade var christelig og Kirken gavnlig, og derved at have handlet i god Tro, uden noget listigt Forbehold for kommende Tider. Veien var saaledes afstukken, som i den kirkelige Lovgivning gjennem hele dette Tidsrum strengt synes at have været fulgt. Alle Bestemmelser i de norske Christenretter udgik fra Folkets lovgivende Forsamlinger, ved en Samvirken mellem Biskop og Bønder, og som det synes under Kongedømmets stadige Ledning og Megling. Hvad som angik Kirkens Lære og religiøse Skikke synes man, med tilbørlig Følelse af det Rette, meer og meer at have overladt til Biskoppernes egen Raadighed; men hvad som berørte Staten, hvad som greb ind i den verdslige Ret og blev Gjenstand for verdslig Dommermyndigheds Afgjørelse, som verdslige Straffe og Boder for Overtrædelser af Christenrettens Bestemmelser, det fastsattes efter Overeenskomst mellem Biskop og Bønder. Christenretterne vare, som forhen er viist, lige fra først af forskjellige for de forskjellige Lagdømmer, hvori Norge den Tid var inddeelt – en Følge af Maaden, hvorpaa de fra først af bleve givne. Fra de forskjellige Lagthing udgik ogsaa de senere Tillæg eller Forandringer i dem, og Folket eller Bønderne ere næsten altid de talende. Væsentlig for Christenrettens Skyld indfandt vedkommende Biskop og saamange af Lagdømmets Prester, som han tilnævnte, eller oprindelig endog alle Sogneprester, sig paa det aarlige Lagthing, og her savnedes saaledes aldrig sagkyndige Geistlige, hvis Mening kunde høres, naar Kirkesager kom under Forhandling. Ogsaa omtales Prestemøder (prestamót) eller Diøcesan-Synoder, hvilke Biskopperne aarligen afholdt, hver i sit Biskopsdømme, i Regelen udentvivl samtidigen med Lagthinget, og paa samme Sted som dette[1]. I disse Moder kunde da reenkirkelige Sager afhandles, medens tillige de geistlige Sager, der siden maatte forebringes Lagthinget til Afgjørelse, kunde foreløbigen særskilt overlægges af Biskop og Presteskab. Med en saadan Indretning seer man let, at Biskop og Presteskab havde fuld Anledning ei alene til at faa gjort sine Raad og sin Stemme gjældende i al kirkelig Lovgivning, men ogsaa til i denne at øve en overveiende moralsk Indskydelse, om nu end de paa Lagthinget samlede Bønder i Formen gjorde det endelige Udslag.
- ↑ N. g. L. I. 378.
