Anskuelse ukirkelig, da den faa at sige udelukkende laa i Lægfolks Hænder.
3. Kirkens selvstændige, uafhængige Lovgivningsmyndighed skulde ifølge Pavedømmets Grundsætninger fremtræde deri, at ingen verdslig Statsmagt skulde have Ret til at foreskrive Kirken Love; hvorimod al almindelig Kirkeret skulde udgaa alene fra Kirkens geistlige Forstandere under Pavens Samthkke, eller fra Paven som Kirkens jordiske Hoved; medens den enkelte Statskirkes geistlige Ret skulde lempes efter den almindelige Kirkeret ved samme Statskirkes geistligeFormænd, uden Indblanding af nogen verdslig Statsmagt, hverken Kongedømme eller Folk. Dette skulde ikke alene gjælde med Hensyn til den reenreligiøse eller rituelle Deel af Kirkeretten, men ogsaa med Hensyn til den Deel deraf, som bestemte Kirkens og dens Personers Stilling i Statssamfundet, eller deres verdslige Stilling. Thi ogsaa denne skulde fastsættes, ikke ifølge Overeenskomst mellem begge angjældende Parter, Kirke og Stat, men eensidigen ifølge Bestemmelser, som fra ældre Tid af Kirken eller rettere Paven vare vedtagne. Dette var i streng Slutningsfølge Pavedømmets Paastand i dette vigtige Punkt, der imidlertid var og blev et stadigt Stridspunkt mellem Kirke og Stat over hele Europa. Man var fast overalt villig til at indrømme Kirken den forlangte Lovgivningsmyndighed i reen-kirkelige Sager, vedkommende Tro og Kirkeskikke; men man benegtede den i dens forlangte uindskrænkede Form i Sager, som angik Kirkens og dens Personers verdslige Stilling. Her vilde de verdslige Statsmagter, om ikke vilkaarlig raade, saa dog have en vegtig Stemme med i Ordningen. Og om der end fra Kirkens Side stundom viste sig en Tilbøielighed til i det sidste Stykke at komme den verdslige Statsmagt noget imøde, saa blev dog Grændsen mellem det Reenkirkelige og det Kirkeligverdslige altid vanskelig at opdrage med Skarphed, – hvoraf Overgreb snart fra den ene snart fra den anden Side blev en uundgaaelig Følge. Da enhver enkelt Statskirke ved sin første Begrundelse meer eller mindre trængte til den verdslige Statsmagts Bistand, var den ogsaa nødsaget til i Førstningen at gjøre denne Indrømmelser; men naar den havde vundet Fasthed, vilde den gjerne tage disse tilbage og under Pavedømmets Ledning nærme sig dettes Grundsætninger saavidt muligt.
Hvorledes i Norge den ældste Kirkelovgivning, den ældste Christenret, fremgik, have vi allerede seet. Den fremgik af en Samvirken mellem Kirkens Forstandere, Kongedømmet og det lovgivende Folk, i hvilken Samvirken det sidste, i det mindste i
