Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 1.djvu/215

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
201
Ed og Gudsdomme. Kirkestyrelsen.

kastet Jærnet, blev Haanden strax forbunden, og Baandet forseglet. Efter tre Dages Forløb aabnedes Forbindingen, og fandtes da Haanden uskadt, ansaas den Beskyldte frifunden, i modsat Fald Beskyldningen mod ham bevist, begge Dele ved Guds egen Kjendelse. – Den anden Maade var, at den, som skulde rense sig, gik med bare Fødder, over et vist Antal, almindelig ni, gloende Plogjærn. Naar han var kommen til Enden, kastede han sig i en opredt Seng, og efter tre Dages Forløb undersøgtes hans Fødder. – Prøven skulde paa Landet foregaa i vedkommende Fylkeskirke eller Hovedkirke, og i Byerne ved en bestemt dertil udseet Kirke. Den ved Kirken ansatte Prest forrettede den nødvendige Tjeneste ved Prøvens Udførelse, og under hans nøie Tilsyn forberedte den Beskyldte sig flere Dage forud til Prøven ved Faste og Bønner. Den samme Prest havde at løse Bindet og med andre tilstedeværende geistlige Vidner bedømme, hvorvidt Haanden eller Fødderne vare uskadte.

Kjedeltaget bestod deri, at den Beskyldte optog med blottet Arm en Steen af en sydende Kjedel; var Haanden uskadt, var han frifunden. Denne Prøve synes efter Christenretterne at have været især for Kvinder, og mest i Tilfælde af Beskyldning for Trolddom.

Begge Slags Gudsdomme ere upaatvivlelig indførte til Norge med Christendommen, og nærmest fra England, i hvis Retssystem de fra ældgammel Tid vare vedtagne.

III. Den norske Kirkes Styrelse og statsretlige Forhold var endnu ikke bygget paa faste, af Ideen om en almindelig ydre Kirke udsprungne Grundsætninger. Dette er noget, som i den forudgaaende historiske Fremstilling oftere er antydet. At dette skulde være anderledes, var heller ikke at vente. Hiin Idee levede vistnok allerede i den ældste christelige Kirke, og den var Aarhundreder før den Tid, hvorom her handles, fremtraadt som kraftig virkende til Pavedømmets Udvikling og til Sammentrængningen af den høieste kirkelige Myndighed over hele Vesten i den romerske Biskops Person. Alligevel stillede Ideens statsretlige Gjennemførelse sig neppe ret klart for Pavernes Øie, før Gregorius VII i Slutningen af det 11te Aarhundrede (1073–1085) udtænkte og udtalte en bestemt og konsekvent Theori for den almindelige Kirkestyrelse, hvorved Kirken baade skulde erholde den forønskede ydre Eenhed, og tillige blive ikke alene uafhængig af al verdslig Magt, men endog Staten overordnet istedetfor underordnet. En klart udviklet Theori for Kirkestyrelsen i Almindelighed var altsaa ikke til, da den norske Kirke grundlagdes; og efterat den var fremsat, behøvedes naturligviis Tid, for den kunde blive bekjendt i det fjærne Norge, og end længere Tid, før den der kunde rigtigen opfattes. Dette faldt saameget vanskeligere, som Gregors