og lignende fromme Handlinger foretoges deels som paalagt Bod deels ifølge Løfter, som man i Farens Stund havde gjort, for at erholde Guds eller Helgeners Hjælp, deels endelig ifølge den Tanke, at de kom Sjælen tilgode efter Døden og forkortede Skjærsildens Plager. Dette sidste Øiemed havde ellers fortrinligen de saakaldte Sjælemesser (sálumessa), der bleve holdne for de Afdøde, enten paa deres egen foreløbige Foranstaltning i levende Live, eller paa Foranstaltning af deres nærmeste Efter-levende Naar de vare saaledes indstiftede, at de skulde aarligen gjentages paa den Afdødes Dødsdag, benævntes de: Aartider (ártiðir, anniversaria).
Om Begravelsesskikkene i Norge i dette Tidsrum indeholde de ældste Christenretter mange Oplysninger. I viet Jord, d. e. paa Kirkegaarden, skulde alle Christne begraves, med Undtagelse af de groveste Forbrydere, Bansatte og Selvmordere; alle disse skulde begraves i Stranden, i Flodmaalet, der hvor Sø og grøn Torv mødtes. At begrave nogen Christen i Hang eller Steenrøs d. e. paa hedenske Viis straffedes med Bøder til Biskoppen; Liget skulde igjen opgraves og føres i viet Jord. Intet Lig maatte uden høieste Nødvendighed staa ujordet længer end i 5 Dage. Naar Liget kom til Kirke, skulde Presten gaa det imøde og synge over det de vedtagne Bønner imod en i Loven fastsat Betaling. Var Presten ikke hjemme, skulde Liget alligevel begraves; naar han da kom hjem, skulde man støde en Stor igjennem Jorden ned paa Ligkisten, Presten skulde gyde Vievand i Hullet og synge Ligsang over Graven. At grave Lig i ældre Gravsted, hvorved den før begravnes Levninger forstyrredes, var forbudet, ligesom at kaste død Mands opgravede Been udenfor Kirkegaarden. Fundne Lig og Betleres skulde føres til nærmeste Kirke, og Presten maatte ikke negte dem Begravelse. Havde nogen i sit eget Hus ei Folkehjælp nok til at bringe Lig til Kirke, da skulde han tilkalde sine Naboer, og disse vare skyldige at hjælpe ham. Hver skulde i Regelen begraves ved sin Sognekirke. Begravelse inde i selve Kirken var endnu en Sjældenhed, hvortil endog i langt sildigere Tid Biskoppens særdeles Tilladelse udfordredes. I det her omhandlede Tidsrum, da man endnu i den verdslige Lov strengt skjelnede mellem visse Klasser i Statssamfundet, fremtraadte denne Adskillelse i al sin Skarphed ogsaa med Hensyn ti Begravelsespladsen paa Kirkegaarden. En vis Deel af den var bestemt for Lendermænd, en anden for fribaarne Bønder og deres Børn, en tredie for Frigivne og deres Børn, en fjerde endelig for Trælle og ubekjendte af Søen opdrevne Lig, som man paa Haarskurden kjendte for at være af Nordmænd. Den fornemste Plads var nærmest Kirken – efter Vikens gamle Christenret: under Tagdryppen fra Kirketaget; den ringeste narmest Kirkegaards-
