tre Dage. 3, Julefasten (jólafasta), der var de sex nærmeste Dage før Jul. 4, Hver Fredag, som derfor almindelig benævntes: Fastedag (föstudagr)[1].
Faste bestod overhovedet i Afhold fra Kjødspiser. Men der gaves ogsaa strengere Grader af den, som Fasten ved Brød, Salt og Vand, ja endog ved blot Vand, hvilket var den egentlige saakaldte Vandfaste (vatnfasta). Christenretterne ere meget omhyggelige i at bestemme Bøder og Straf for alle Faste-Overtrædelser, noget som viser hvor stor Vegt Kirken i hine Tider lagde paa Fastens Iagttagelse. De forbinde hermed Forbud mod at nyde visse Dyrs Kjød til hvilkensomhelst Tid. Hestekjød er naturligviis herved ikke forglemt, saa meget mindre da Spisen deraf betragtedes som en Levning fra Hedendommen.
Det paalaa, som allerede forhen yttret, Sognepresterne at underrette sin Sognemenighed om Tiden, paa hvilken Helligdage og Faster indtraf. Underretningen skede ved Kors, som Presten opskar og udsendte, og hvilket Bønderne vare forpligtede til sikkert at befordre fra Gaard til Gaard gjennem hele Kirkesognet efter samme Regler, som gjaldt for Thingbud[2].
Den romerske Kirke udhævede, som bekjendt, i hine Tider visse fromme Handlinger, hvorved man skulde vinde Guds Velbehag og befordre sin Sjæls Salighed. Paa disse sporer man, at Nordmændene ogsaa have lagt megen Vegt. Maaskee de Handlinger, som medførte en stor Selvplage, som overordentlige Faster, Pidskninger og lignende, ikke endnu og især ikke i Christendommens allerførste Tider, havde vundet stor Indgang hos dem, navnligen forsaavidt de efter deres Begreber medførte en utilbørlig Selvfornedrelse. Det er nemlig rimeligt, at Folkekarakteren her frembragte en vis Modstræben, som kun gradviis kunde betvinges af den almindelige Tidsaands Magt. Men der var andre fromme Handlinger, som meer passede med Nordmændenes Anskuelser. Saaledes begyndte Valfarter til hellige Steder tidlig – man kan gjerne sige strax efter Christendommens Indførelse – at komme i Brug. Allerede Einar Thambarskjælver og Thorer Hund omtales i Sagaerne som foretagende Pilegrimsreiser til Rom og Jerusalem. Dette sidste Sted var naturligviis det fornemste Maal for Pilegrimernes Vandringer. At forrette sin Bøn ved Christi Grav og bade sig i Jordans Flod ansaas for kraftige Midler til Sjælens Renselse. Nærmest Jerusalem stod naturligviis Rom, som Sæde for St. Peters Efterfølger, Kirkens synlige Overhoved. I Norge selv blev snart St. Olafs Helligdom i Nidaros et berømt Valfartssted. Almisser, deels til hellige Steder, deels og især til de Fattige i Almindelighed, kom ogsaa hastigen i Anseelse. Saadanne
