ved Non d. e. omtrent Klokken 3, og varede til Mandags Morgen i Otten d. e. ogsaa omtrent Klokken 3. Hvo som foretog sig noget Arbeide i denne Tid skulde i Regelen straffes med Boder til Biskoppen. Helligdagene udenfor Søndag opregnes ogsaa i Christenretterne, og de ere allerede i dette Tidsrum mange, skjønt der siden blev flere. De vare af forskjellig Betydenhed, idet Helgen ved nogle af dem begyndte den foregaaende Dag, ligesom Tilfældet var med Søndagen, ved andre derimod ikke strakte sig udenfor selve Dagen. Arbeide paa hine straffedes ogsaa med større Boder end Arbeide paa disse. Foran de allerstørste gik en kortere eller længere Faste[1]. Forresten ansaas Helligdagene selv som Glædesdage, paa hvilke, udenfor Gudstjenesten, Glæde og Lystighed intet Anstødeligt medførte. De ældste Christenretter gjorde det endog til Pligt – som allerede forhen er berørt – at feire de største christelige Høitider f. Ex. Julen med Gilder, der fik Offentlighed og en forøget Høitidelighed derved, at flere Bønder forenede sig til deres Afholdelse, ligesom forhen ved de hedenske Offergilder, og under dem mindedes Christus og Helgenerne i sine Skaaler. Saadanne Gilder ved Jul og Allehelgensmesse omtales i den gamle Gulathingslovs Christenret under Navnet ölgerð d. e. Anstilling af Drikkelag, og Øllet, heder det, „skal signes Christ og St. Maria til Tak, til gode Aaringer og Fred“[2]. I Frostathingslovens Christenret omtales et lignende Gilde ved Jonsmesse under Navn af Jonsmesse-Øl[3]. Undladelse straffedes med Boder til Biskoppen.
I den nærmeste Forbindelse med Kirketjenesten stod Processioner eller geistlige Optog. Af disse lægger allerede de ældste norske Christenretter megen Vegt paa een, nemlig den som skulde finde Sted aarligen paa Christi Himmelfarts Dag, eller som den ogsaa kaldes: den hellige Thorsdag (helgi þörsdagr), og de tre næst foregaaende Dage. Da skulde efter almindelig Kirkeskik hver Prest gaa med Kors og brændende Kjerter foran sig, under Bønner og Udstænkning af Vievand, omkring sin Kirke og dens Kirkegaard, ledsaget af hele den forsamlede Menighed; ligesaa vandrede enhver Husbonde, fulgt af Familie og Tyende med Korset omkring sit Hus, og over sin Ager og Eng, nedbedende Guds Velsignelse over sin Ejendom. Af denne Skik fik disse Dage af vore Forfædre Navnet: Gangdagar d. e. Processionsdage.
De lovbestemte Faster ere i de gamle norske Christenretter de almindelige: 1, Langefasten (lánga fasta), der varede i syv Uger nemlig fra Askeonsdag indtil første Paaskedags Morgen. 2, Kvatemberfasterne (ymbrudagar), der vare fire om Aaret, hver paa
