Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 1.djvu/210

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
196
Første Tidsrum.


Kirketjenesten, hvilken man i hine Tider stræbte at omgive med al den Glands og Pragt, som Forholdene gjorde mulig, bestod væsentlig i Psalmesang, Forelæsning og Messe.

Hvad der i Kirkerne blev sjunget var deels Oversættelser af Davids Psalmer, deels Hymner til Christi, Marias og Helgenernes Pris, Alt i det latinske Sprog. – Hvad der oplæstes var Stykker af den hellige Skrift, baade af det gamle og nye Testamente, af Kirkefædrene og af Helgeners Levnet. Oplæsningen foregik i det latinske Sprog; men her synes det og at have været brugeligt overalt i den norske Kirke, at Presten tilføiede et Slags Forklaring af det Oplæste paa Norsk. Ogsaa Prædiken holdtes ved særdeles Anledninger paa Norsk. Sjældnere var dog, som det lader, disse Prædikener originale Foredrag; oftest vare de Oversættelser eller Efterligninger af latinske Homilier. Man har endnu en saadan norsk Homiliesamling, hvis Alder udentvivl maa antages at stige op til det her omhandlede Tidsrum. – Messen (missa, messa) i Navnets strængeste Betydning var den Deel af Kirketjenesten, i hvilken den hellige Nadvere indviedes, og Christi Legeme og Blod fremstilledes for Menigheden (Messeofferet). Den var at ansee som Kirketjenestens høieste Glandspunkt. Navnet Messe brugtes imidlertid ogsaa ofte om Gudstjeneste i Almindelighed. Vi have ikke fra dette Tidsrum levnet nogen Forskrift for Ordenen i Kirketjenestens Afholdelse i Norge, men maa antage, at her Kirkens almindelige Vedtægter have gjældet, nemlig, at der ved enhver Sognekirke skulde paa hver Søn- og Helligdag samt paa hver Dag i Langefasten, i Julefasten (før Juul) og i Kvatemberfasterne holdes tre Gange Gudstjeneste: Ottesang (óttusöngr) i den tidligste Morgenstund, Høimesse (hámessa) henimod Middagen og Aftensang (aptansöngr) om Eftermiddagen[1]. Ved Klostrene og vel ogsaa ved Kathedralkirkerne iagttoges dagligen de saakaldte horæ canonicæ, eller Gudstjeneste med Sang paa visse Dagens Tider. De vare sommesteds 7, sommesteds 8 i Døgnet. En Oversættelfe af det Latinske horæ er det gammelnorske tiðir, Tider, hvilken Benævnelse almindelig brugtes om Kirketjenesten udenfor den egentlige Messe, altsaa Kirketjeneste, som ikke var forbunden med Nadverens Indvielse. Til Veiledning ved Messen og Kirkesangen var der ved hver Kirke Messebøger (messubók, missale, breviarium), hvori indeholdtes hvad der skulde oplæses og afsynges; og at disse Bøger fandtes og vare i Orden, var en af de Ting, som det paalaa Biskopperne at paasee.

De gamle norske Christenretter ere meget strenge med Hensyn til Helligholdelsen af Søndage og Helligdage ved Ophør af alt Arbeide. Søndagshelgen tog sin Begyndelse Løverdags Eftermiddag

  1. Ældr. isl. Chr. c. 13; Finn J. I. 161.