atter, og opfyldte han den heller ikke nu inden eet Aar, da var Jorden Kongens for stedse. Denne Bestemmelse findes vel egentlig kun saadan i den gamle Gulathingslovs Christenret; men meget nær tilsvarende Bestemmelser findes ogsaa i den gamle vikske og i Eidsivathingslovens Christenretter, saa at man har fuld Grund til at antage den Regel for almindelig, at langvarig Forsømmelse af en Kapelkirkes Gjenopbygning medførte for Kirkeejeren Forbrydelse af den Jord, paa hvilken Kirken stod, hvis den var hans Odel. Ejedes derimod Kirken af een Mand, men Jorden, paa hvilken den stod, af en anden, da paalaa Opbygningsforpligtelsen Kirkeejeren, og i Tilfælde han ikke var istand til at opfylde den, skulde han være landflygtig saalænge indtil han fandt Midler dertil[1].
Overhovedet seer man af de ældste Christenretter, at der var en erkjendt Grundsætning, at hvor en Kirke først var bygget, der maatte Tomten aldrig lægges øde. Derfor var med Hensyn til Kapelkirkerne hine strenge Bestemmelser tagne, hvorved man saavidt muligt søgte at binde Opholdelsesforpligtelsen til den Jord, paa hvilken de vare byggede.
Vedligeholdelsen af den enhver Sognekirke tilliggende Kirkegaard (kirkiugarðr) eller Begravelsesplads paalaa de samme Personer, hvem selve Kirkens Vedligeholdelse paalaa.
Enhver Kirke skulde indvies af vedkommende Biskop, hvilket foregik med mangfoldige Ceremonier. Ogsaa Klokker og Altere, af hvilke der oftest vare flere i hver Kirke, bleve særskilt indviede af Biskoppen. Om Kirken siden ved Ildsvaade eller paa anden Vis led nogen Skade, behøvede den efter sin Istandsættelse ingen ny Indvielse, med mindre Ødelæggelsen, som var overgaaet den, havde været saa voldsom, at selve Hovedalteret eller Høialteret havde været nedbrudt og forstyrret.
Kirke og Kirkegaard vare fredhellige Steder, hvor ingen Voldsgjerning maatte øves eller Blod udgydes med fiendtlig Hu. Skeede saadant, da var den Skyldige falden i stor Straf, der kunde stige til Fredløshed, og Stedet var besmittet, indtil Biskoppen havde ved Bønner og Bestænkning af viet Vand renset det[2]. Kirkerne betragtedes ogsaa som Fristeder, hvor Forfulgte og Forbrydere kunde være sikkre, indtil Loven havde dømt dem. Man sporer ellers ikke i Christenretterne fra dette Tidsrum med Hensyn til Kirkernes Fredhellighed den Forskjel i Rang, som senere gjorde sig gjældende.
Vi see saaledes, at der paa mangehaande Maader i de gamle Christenretter var sørget for, at Folket i Norge ikke skulde mangle indviede Kirker, i hvilke Gudstjenesten regelmæssigen kunde foregaa.
