nitense var det, som oftere afkjøbtes ved Pengeydelser til Kirken, der vel maa skjelnes fra de i Christenretterne lovbestemte Bøder. Disse vare nemlig i Grunden mere en verdslig end en geistlig Straf, og maatte i her omhandlede Tidsrum i Regelen søges ved den almindelige Rettergang til Thinge; hiin Frikjøbelse derimod fra de egentlige Kirkestraffe var en reen Kirkesag, hvori den verdslige Ret ikke havde at blande sig. Den høieste reenkirkelige Straf var i hine Tider, som bekjendt, Excommunicationen eller Interdiktet d. e. Udelukkelse af Kirken, hvilken Straf paalagdes af Biskoppen. Den deelte sig igjen i to Slags: den mindre Excommunication (excommunicati0 minor, paa Norsk: forboð), en midlertidig Udelukkelse fra Kirken og dens Sakramenter; og den større Excommunication (excommunicatio major, anathema, paa Norsk: bann, bannsöngr, bann ok bölbonir), Udelukkelse af Kirken med Forbandelse. En offentlig Advarsel til den Skyldige skulde altid gaa forud; agtedes ikke denne, indtraadte og forkyndtes den ringere Excommunication, hvilken igjen var en ny Advarsel om at gjøre Kirken Fyldest, hvis man ei vilde falde i det store Ban. Dette sidste var en formelig Fredløshedserklæring fra Kirkens Side, hvormed den Skyldige under de mest udsøgte og skrækkelige Forbandelser udelukkedes ikke alene fra Kirken, men fra alle Christnes Samfund. En Løsning ogsaa fra denne store Bansættelse var alligevel mulig, naar den Skyldige gik i sig selv, gjorde Bod og gav Kirken Opreisning; dog var naturligviis større Vanskeligheder og større Opoffrelser forbundne med Løsningen fra den. Excommunicationen i begge Skikkelser var imidlertid endnu i dette Tidsrum, saavidt skjønnes, et Særsyn i Norge. Den berøres ikke ligefrem i de ældste Christenretter og kom vistnok ganske sjælden til Udøvelse førend efter Hierarchiets Befæstelse. Dog maa man mærke sig, at den Udvisning af Kongens Land (fari or landeign konungs várs), som i den gamle Gulathings Christenret omtales, og den Henvisning til hedensk Land, fordi man ei vil være Christen (fari á land heiðit, þó vill hann eigi kristinn vera), der forekommer i den gamle vikske Christenret, begge Steder som Straf for meget store Brud mod Christendommen, hvilke Synderen ikke vil udsone[1], – at den dog i Grunden er en Bansætning, om end udtalt i meer verdslige Udtryk.
Ordinationen, paa Norsk: vígsla, Vielse til geistligt Embede, forrettedes af Biskoppen alene. Skikkene dermed vare forskjellige for de forskjellige geistlige Grader, som Indvielsen gjaldt; væsentlig henhørende til Prestevielsen (prestvígsla) var: Salvelse, Haandspaalæggelse og den saakaldte inflatio eller Beaandelse, der ledsagedes af de Ord: accipe spiritum sanctum! Dette gjaldt i hele den ro-
- ↑ N. g. L. I. 6, 12, 13, 341, 350, 351 o. fl. St.
