dernæst bruges om Alterens Sacrament; det tilsvarende gotiske Navn er hunsl. Dette Sakrament var forbundet med Messen, i hvilken Brødet og Vinen indviedes af den forrettende Prest og derpaa uddeltes enten ved Presten selv eller ved den for Alteret tjenende Diaconus. Saadan var Kirkens almindelige Brug, hvilken man ogsaa maa antage at have gjældet i Norge. Nadverens Sakrament omtales ellers slet ikke hverken i de tvende ældste norske Christenretter, Gulathings og Vikens, eller i den gamle Islands Christenret. I Eidsivathings Christenret derimod nævnes paa eet Sted: „at lade sig meddele Nadveren“ (láta husla sik)[1]. De nærmere Bestemmelser om dette Sakrament, som findes i den ældre Frostathingslovs Christenret[2], er ganske vist fra en Tid senere end det her omhandlede Tidsrum, eftersom Forskrifter givne paa det fjerde lateranske Concilium i 1215 synes for dem at ligge til Grund.
Kirkeboden eller Pønitensen berøres oftere i de ældste norske Christenretter under Navnet skrift eller i Flt. skriftir[3], et Navn som ogsaa maa antages overført fra det Angeilsaxiske (scrift). Pønitensen omfattede efter den katholske Kirkes Lære tre Dele: Anger, Syndsbekjendelse og Erstatning (contritio cordis, confessio oris, satisfactio operis). At den har været saaledes opfattet ogsaa i den norske Kirke lige fra dennes Ophav viser sig deraf, at allerede i de ældste Christenretter Udtrykket: ganga til skrifta, gaa til Skrifte, hvilket nærmest betegner Angeren og Syndsbekjendelsen, idelig sættes i Forbindelse med Udtrykket: „ok bœta við Krist eller bœta við Guð, d. e. og bøde til Christ eller Gud.“ Syndsbekjendelsen, det egentlige Skriftemaal, skulde i Regelen aflægges for Sognepresten eller for en Person med prestelig Vielse. Presten som modtog Syndsbekjendelsen paalagde ogsaa Erstatningen og meddelte Afløsningen i mindre vigtige Tilfælde; i vigtigere derimod var dette forbeholdt Biskoppen, for hvem da Bekjendelsen maatte gjentages. Den i de ældste Christenretter udtrykkelig omtalte Erstatning bestod i lovvedtagne Pengebøder, der i Regelen tilfaldt Biskoppen. Men ved Siden af disse seer man tydeligen, at der ogsaa har gaaet andre Straffe, ja der omtales Tilfælde, hvor saadanne Straffe ikke have været forbundne med nogen lovbestemt Pengebod. Disse egentlige Kirkestraffe bestode da i Norge som andensteds i overordentlige Faster, i Oplæsning af Bønner, i Valfarter til hellige Steder, og i Afhold fra visse Livets Bekvemmeligheder, sjældnere i denne Tid i anden legemlig Refselse (Pidsken), og de vare afmaalte efter de for Presten bekjendte Synders antagne Storhed. Dette Slags Pø-
