sigtet vendte did, hvor Nakken skulde være, eller Hælene i Tæernes Sted,“ da skulde man fore det Barn til Kirke og „hæve det fra Hedendommen,“ lægge det derpaa ned i Kirken og lade det dø. I Vikens gamle Christenret heder det: „Man skal opføde hvert Barn, som baaret bliver til Verden, christne det og føre det til Kirke; med mindre det er født med Vanskabning. Men den maa være stor paa det Menneske, som Moder ei maa give Mad: Hælene vende i Tæernes Sted og Tæerne i Hælenes, Hagen mellem Skuldrene og Nakken fremme paa Brystet, Leggene foran paa Benene, Øinene i Nakken, Sæls Labber og Hunds Hoved; det skal føres did, hvor hverken Mennesker eller Fæ færdes og bindes der; det er den Ondes Sted. Er et Barn belgbaaret, det er: har det en Belg i Stedet for Ansigt, saaledes at hver Mand kan see, at det ei kan tage Næring, da skal man bære det til Kirke, lade det primsigne og lægge det for Kirkedøren. Den nærmeste Frænde vogte det, indtil det er dødt. Man skal begrave det i Kirkegaarden, og bede for dets Sjæl det bedste man kan, og haabe paa Gud“. Ogsaa i den gamle Eidsivathings Christenret findes en tilsvarende, dog mildere Bestemmelse. I den gamle islandske Christenret heder det blot: „man skal fore hvert Barn, som fødes, til Kirke snarest muligt, af hvad Skabning det end er“[1].
Confirmationen (norsk: ferming, biskupan) omtales i alle de ældste norske Christenretter, dog kun i Forbigaaende og uden at Skikkene derved nærmere beskrives[2]. Men disse have, saavidt skjønnes, været de almindelige i den romerske Kirke paabudne. Confirmationen kunde ikke forrettes uden af Biskoppen alene, og meddeeltes Børnene nogle Aar efter at de vare døbte. Biskoppen gjorde, under Fremsigelsen af en vis Formular[3] og visse Bønner, alt paa Latin, Korsets Tegn i Confirmandens Pande med Chrisma. Derpaa gav han ham et sagte Slag paa Kinden med de Ord: Pax tecum! og anbefalende ham til de Faddere, som ved denne Handling ligesaavel som ved Daaben maatte være tilstede (hallda undir biskups hönd). Den Confirmeredes Pande blev nu omvunden med et bredt hvidt Baand (fermadregill), at ikke Salven skulde bortrinde, og dette Baand blev først løst paa den syvende Dag efter.
Nadveren benævntes af Nordmændene deels med det Latinske corpus domini, deels med Navnet husl, der nærmest synes hentet fra det Angelsaxiske, hvor husl eller husel egentlig betegner Offer, og
