Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 1.djvu/201

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
187
Klostere og Klosterfolk.

det lader, Kongen som den naturlige verdslige Beskytter for alle Klostere inden hans Rige.

De Ordener, som vides at have havt Klostere inden den norske Kirkes Omraade allerede i det her omhandlede Tidsrum d. e. for Midten af det 12te Aarhundrede, indskrænke sig til Benedictinernes Orden med dens Congregationer Cluniacensere og Cisterciensere.

Beuedictinernes Orden i dens uafændrede Skikkelse udmærkede sig ved Ordensregler, der ei vare til Overdrivelse strenge, men opfordrede baade til legemlig og aandelig Arbeidsomhed; den regnedes derfor i senere Tider blandt de mildeste Ordener. Dens Klostere havde intet ydre Forenigspunkt. Klosterforstanderne benævntes Abbeder og Abbedisser og vare i Almindelighed temmelig uindskrænkede. Ordensdragten var sort; deraf deres norske Navn Svartmúnkar. Af denne Orden vare i heromhandlede Tidsrum i Norge: St. Michaels Kloster i Bergen og St. Albani Kloster paa Selia, begge for Munke, Gimsø Kloster ved Skien, St. Marie Kloster ved Oslo, og Bakke Kloster ved Nidaros, alle tre for Nonner; af denne Orden var ogsaa det eneste paa den Tid paa Island, nemlig Thingøre Munke-Kloster.

Cluniacensernes Orden var den ældste Congregation af Benedictinerne, stiftet 910 og benævnt efter Stamklosteret Cluny i Bourgogne. Ordensreglerne vare meget strengere end de oprindelige Benedictineres, og Ordensdragten som disses sort. Klosterforstanderne benævntes Abbeder og skyldte alle Abbeden af Cluny, som Congregationens Hoved, Lydighed. Til denne Orden hørte af Norges Klostere i dette Tidsrum Holms Munke-Kloster ved Nidaros, der dog ogsaa undertiden nævnes som Benedictiner Kloster.

Cistereiensernes Orden endelig stiftedes 1098 og benævntes efter Citeaux (Cistercium) i Bourgogne. Den fulgte i det væsentlige den hellige Benedicts Regel, der dog ogsaa hos dem var gjort noget strengere. Ordensdragten var hvid eller hvidgraa med sort Kappe. Klosterforstanderne benævntes Abbeder. De enkelte Klostere erkjendte Stamklosteret i Citeaux for Ordenens Foreningspunkt, og dettes Abbed var dens superior generalis. Under hans Forsæde skulde i Regelen alle Ordenens Abbeder samles paa visse Tider til et Capitulum generale, som afgjorde alle Ordensanliggender og besørgede de enkelte Klostere visiterede ved Befuldmægtigede af sin egen Midte. Af denne Orden var i Norge i dette Tidsrum: St. Marie Kloster i Lyse under Bergens Biskopsdømme og St. Marie Kloster paa Hovedøen under Oslos Biskopsdømme, begge Munke-Klostre