sætte de Prester, som han vil; og han har lovet os det, at vi skulle have de Prester som behage os og som ret forstaa sin Tjeneste. Det er gammel Ret“[1]. Her antydes udentvivl, at efter gammel Ret i Frostathingslagen Sognepresternes Ansættelse mest beroede paa Menighedernes Ønske, men at Kaldsretten siden var overdragen Biskoppen, dog imod det Løfte, at han ikke skulde paatrænge nogen Menighed en Sogneprest, som den ikke kunde lide. – Eidsivathingslagens Christenret siger, at Biskoppen skal beskikke Prester, saadanne som han ved besidde de nødvendige Kundskaber for tilbørligen at kunne røgte deres Embede[2]. Denne Christenret er imidlertid ogsaa kun levnet i en Bearbeidelse, der er yngre end det her omhandlede Tidsrum, og saaledes kan muligen Bestemmelsen om Presternes Ansættelse ved Biskoppen være kommen ind ved en Lovforandring fra en senere Tid, da man i Hierarchiets Aand vilde have Sognepresternes Ansættelse udelukkende overladt Biskopperne. – Men ved Siden af den Ret ved Sognepresternes Ansættelse, som de ældste Christenretter udtrykkelig indrømme deels Biskopperne deels Sognemenighederne, maa ogsaa en lignende Ret, som Christenretterne ikke omtale, have været Kongedømmet forbeholdt. Det vil nemlig under det næste Tidsrum blive omtalt, at Kongerne i 1152 skulle have frivilligen opgivet sin Patronatsret (jus patronatus) til Norges Kirker[3], hvilket naturligviis forudsætter, at en saadan Ret tidligere tillaa Kongedømmet. Nærmest har den udentvivl vedrørt Fylkeskirkerne eller Hovedkirkerne, hvilke, som det lader, fra først af ere blevne byggede og udstyrede af Kongedømmets Gods og altsaa paa en Maade kunde siges at tilhøre Kongen. Neppe har dog denne Kongedømmets Patronatsret over Norges Kirker i det Hele villet sige stort andet, end at Kongedømmet tænktes at fore et øverste, Biskoppernes endog overordnet, Tilsyn med Landets Sognekirker og med Presternes Ansættelse ved dem, – noget som ingenlunde medfører, at Kongen selv beskikkede vedkommende Prester, eller at endog blot hans Samtykke nødvendigen udfordredes ved enhver Sogneprests Valg. – Af alt det Anførte synes det saaledes tydeligt, at i den norske Kirkes første Udviklingstid de norske Sognemenigheder have havt en vegtig Skemme ved Ansættelsen af sine Sogneprester, medens dog vedkommende Biskop, som den der skulde prøve og indvie enhver Prest, havde Leilighed til at hindre aldeles uværdige og ukyndige Personer Indtrædelsen i den prestelige Stand, og medens Kongedømmet, som baade Statens og Statskirkens øverste styrende Magt, førte Tilsynet med det Hele. – Hvad endelig Høgendespresternes Beskikkelse angaar, da, hvis en saadan Prest skulde være Annerprest og en Sogneprestes Vikarius, kom udentvivl baade
