blev naturligviis, ifølge deres Stilling, altid afhængig af en Overeenskomst enten med Sognepresterne, for hvilke de vikarierede, eller med de Lægmænd, hvis Huskapellaner de vare.
Med Hensyn til de norske Sognepresters Ansættelse synes i forskjellige Forhold og til forskjellige Tider temmelig forskjellige Regler at have gjældet. – I Gulathingslagen bleve ifølge den gamle Christenret Fylkespresterne, som det synes, beskikkede af Biskoppen uden at Sognemenigheden derved havde nogen Stemme. Ansættelsen af Heredspresterne derimod, hvis Underhold tildeels afhang af en Overeenskomst mellem dem og Sognemenighederne, blev for en stor Deel afhængig af vedkommende Menigheders Ønske. Fremgangsmaaden synes ifølge den gamle Christenret at have været den, at naar en Prest ved en Heredskirke skulde ansættes, da ansattes han af Biskoppen, men kun paa eet Aar. Kunde han nu i Løbet af dette Aar faa ordnet sit Forhold til Menigheden tilfredsstillende for begge Parter, ansaas han efter Aarets Forløb for fast ansat, og da kunde Biskoppen mod hans egen og Bøndernes Villie ikke flytte ham fra hans Kald, med mindre han gjentagne Gange forsømte de ham paahvilende Pligter. Derimod maa det antages, at hvis han ikke i Aarets Løb kunde faa sluttet nogen fast Overeenskomst med Menigheden, og følgelig han og Menigheden ved Aarets Udgang ikke vare gjensidig fornøiede med hinanden, da paalaa det Biskoppen at ansætte en anden paa samme Vilkaar[1]. Hvor længe denne Beskikkelsesmaade med Hensyn til Heredspresterne har staaet ved Magt, vide vi ikke; dog har den rimeligviis været anvendt gjennem hele det her omhandlede Tidsrum, eller i det mindste indtil Tiendens Indførelse. – Hvad Viken angaar, da kan ikke af den gamle vikske Christenret sees, om nogen særegen Fremgangsmaade har fundet Sted ved Presters Ansættelse til Fylkeskirkerne; men om Heredskirkerne heder det, at Bønderne (Sognemenigheden) skulde vælge Prest til sin Heredskirke og have den, som de vilde. Biskoppen kunde da ikke lovligen afsætte ham fra denne Kirke, med mindre der skaffedes Vidnesbyrd af de tvende nærmeste Sogneprester for, at han paa Grund af Vankundighed var udygtig til at forestaa Kirken[2]. I Viken var altsaa Menighedernes Ret til at kalde sine Sogneprester, forsaavidt i det mindste disse forestode Heredskirker, en ved Loven afgjort Sag. – Frostathingslagens Christenret have vi ikke mere i dens gamle, oprindelige Form; men selv dens nyere Bearbeidelse, der er yngre end det her omhandlede Tidsrum, synes henpege paa en gammel Menighedernes Ret ogsaa i Frostathingslagen til at have en Stemme med i Ansættelsen af sine Sogneprester. Det heder nemlig: „Biskoppen skal raade for Kirker og al Christendom og an-
