begge Tilfælde vare de i et Afhængighedsforhold, som Sognepresten ikke kjendte. I Høgendespresternes Tal kunde man paa en vis Maade regne Kongens Hirdprester (hirðprestar), hvilke imidlertid paa Grund af deres Stilling til Kongen nøde en fortrinlig Anseelse, skjønt de i Grunden ikke vare andet end hans Huskapellaner. Til hvilken som helst af de nævnte tre prestelige Stillinger udfordredes een og samme prestelige Vielse, ligesom Embedsdragten ved kirkelige Forretninger var den samme, nemlig: hvid, fodsid Messeskjorte (alba, messuserkr), derovenpaa den saakaldte Stola (stola), et hvidt med Kors betegnet Baand hængende om Halsen ned til Knæerne, og endelig under selve Messeembedetyderst: Messehagel (casula, hökull).
De norske Sognepresters Underhold synes i Christendommens første Tider, ja vel i den større Deel af det her omhandlede Tidsrum, at have været temmelig ubestemt og usikkert. I denne Henseende var der vistnok fra først af bedre sørget for Fylkespresterne og de dem sideordnede Hovedprester end for de øvrige Sogneprester. Fylkespresterne synes nemlig at have havt sin Andeel af det til Fylkeskirkerne lige ved deres Oprettelse henlagte Jordegods, ligesom ogsaa den bestemte Afgift fra Bøndernes Side efter Mandtallet, hvilken benævntes: Prestreide (prestreiða), nærmest synes at vedkomme dem. Desuden havde de lovbestemt Betaling for de fleste geistlige Forretninger udenfor den egentlige Gudstjeneste, samt frivilligt Offer. Heredspresternes Indtægter synes derimod, med Undtagelse af den lovbestemte Betaling for geistlige Forretninger, oprindeligen at have været meget uvis og for største Delen beroet paa en Overeenskomst mellem den tiltrædende Prest og hans Sognemenighed, – noget som maatte bringe ham i et besværligt Afhængighedsforhold til denne[1]. Vi kjende imidlertid disse oprindelige Forholde ikkun tildeels for Gulathingslagens Vedkommende; thi kun den gamle Gulathingslovs Christenret naar i sine ældre Bestemmelser op til en saa fjærn Tid, da derimod alle de andre gamle Christenretter ere yngre end Tiendens Indførelse. Tiendens Vedtagelse medførte nemlig en gjennemgribende Forandring i Sognepresternes Underhold og frembragte saavidt skjønnes i dettes Ydelsesmaade en fuldkommen Lighed mellem Fylkesprester og Heredsprester. En Fjerdepart af Tienden i hvert Kirkesogn henlagdes nemlig nu til Sognepresten; hvorimod den tidligere Prestreide bortfaldt, dog saaledes at Betaling for visse geistlige Forretninger vedligeholdtes[2]. Hvor gammel egentlig Udlægningen i Almindelighed af Prestegaarde (prestaból) til Sognepresternes Underhold er, vides ikke, skjønt den vist nok stiger langt op i Tiden. Høgendespresternes Underhold
