Verdens Helliggjører, Menneskenes Ven og Verger mod alle onde Magter, Landbrugets og det huslige Livs Beskytter. Mange andre Aser og Asynier virkede ved Siden af dem i underordnede, engere Kredse.
Allerede i Tidens Morgen havde Aserne optaget i sit Samfund mægtige Væsener af de vise Vaners Æt: Niord, Rigdommens Giver, Søfarts og Handels Beskytter, samt hans Bom, Frey, Frugtbarhedens Gud, og Freya, Kjærlighedens Gudinde. Men de havde ogsaa optaget i sin Midte et Jøtunvæsen, den skjønne men onde og lumske Loke, Ilden og den forstyrrende, fordærvelige Lidenskab. Han modarbeidede lønligen Asernes Virksomhed, undergravede deres Verdensherredømme, og stræbte stedse at bane sine Brødre Jotnerne Veien til at omstyrte Asernes Verk.
Thi Jøtnernes Magt var kun hemmet og indskrænket ved Aserne, men ei tilintetgjort. Ligesom Asernes Birken aabenbarede sig i alt hvad der var godt, skjønt og ophøiet i Naturen og Menneskeaanden, saaledes fremglimtede ogsaa Jøtnernes i Alt hvad der var ondt og forstyrrende. Som Livet udgik fra Aserne, udgik Døden fra Jøtnerne. Den blege Hel, Lokes Datter, kaldte ubønhørligen til Helheim Menneskets legemlige Væsen, medens dog dets Aand, hvis den var mærket med Dyd og Tapperhed, kunde hæve sig til Samliv med Guderne i deres herlige Himmelboliger. I hele Verdenslivet saa man Sporet af den bestandige Kamp mellem Aser og Jøtner, og ikkun Thors vældige, aldrig hvilende Arm formaaede med den knusende Hammer Miølner at verge Asernes Verk, den ordnede Verden, mod de ødelæggende Kræfters stedse gjentagne Angreb.
Over begge disse stridende Magter, uafhængige af dem begge, stode Tidens og Skjebnens høie Gudinder, de tre Norner, hvis Oprindelse var en dunkel Gaade, men hvis Bud var en urokkelig Lov, for hvilken Guder saavel som alle andre Væsener maatte bøie sig. Ringere Norner, deres Udsendinger, tænktes at optræde i Menneskeverdenen, deels for ved Fødselen at udmaale Menneskets Levealder og bestemme dets Skjebne, deels for som usynlige Folgeaauder, Hamingier, at ledsage det gjennem Livet, deels for som menneskelige Spaakvinder, Valaer, at forudforkynde det Skjebnens Villie. Beslegtede med Nornerne tænktes ogsaa Valkyrierne, der som Odins Tjenerinder rede gjennem Luft og over Hav, indfandt sig i Slagene for at hente til hans Valhal hans udkaarne Sønner, der som Einherjer skulde følge Aserne i disses sidste store Kamp mod de onde Magter.
Thi den Strid, som gik gjennem hele Verdenslivet, skulde ende i en sidste uhyre Kamp, i Ragnarøk, Gudernes Mørke. Aserne vare
