Fald. De ældste Bestemmelser i den gamle Gulathingslovs Christenret forudsætte allerede en Sogne-Inddeling som bestaaende[1]; men disse Bestemmelser skrive sig om end ikke alle fra Olaf den Hellige, saa dog i det mindste fra Olaf Kyrre (1066–1093), og give saaledes al Anledning til at tro, at Sogne-Inddelingen var fuldkommen ordnet ved Midten af det 11te Aarhundrede, ved 1050. At Kirkesognene i Begyndelsen have været saare vidløftige, men efterhaanden ved flere Kirkers Opbyggelse og en lettere Adgang til at erholde tjenstgjørende Prester, ere blevne deelte og saaledes mere indskrænkede, er der al Grund til at antage.
Den Forskjellighed i Rang, som raadede mellem de norske Kirker gik ganske naturlig over paa Presterne, der forestod dem. Ligesom der var tre Klasser af Kirker, var der ogsaa tre Klasser af Prester: Fylkesprester (fylkisprestar) eller tilsvarende Hovedprester (höfuðprestar), Heredsprester (heraðsprestar) og Høgendesprester (hœgendisprestar). I Throndhjem, hvor Fylkeskirken i Regelen var den eneste Hovedsognekirke i hvert Fylke, medens de øvrige Kirker blot vare at betragte som Høgendeskirker eller Annexkirker til denne, der var Fylkespresten den eneste egentlige Sogneprest i Fylket, medens de øvrige Prester vare at ansee som hans Høgendesprester d. e. Vikarier eller Kapellaner. Dette Forhold er, saavidt skjønnes, ogsaa tydelig udtrykt i den ældre Frostathingslovs Christenret, hvor Benævnelsen prestlingr d. e. liden Prest, Underprest, synes at være eenstydende med hœgendisprestr og betegne dennes ganske underordnede Stilling[2]. Noget lignende kan maaske Forholdet have været paa Oplandene, hvor heller ikke Heredskirker eller Heredsprester nævnes, med Hovedpresterne, at nemlig Hovedpresten har været den eneste egentlige Sogneprest i Fylkes-Tredjingen. Den gamle Eidsivathingslovs Christenret lader os i Uvished i denne Henseende. I de øvrige Landsdele derimod, hvor selvstændige Heredskirker fandtes, der vare Heredspresterne ved disse selvstændige Sogneprester; og Fylkespresten havde, saavidt skjønnes, ingen egentlig overordnet Myndighed over Fylkets Heredsprester. Fylkespresten var blot Sogneprest i det Sogn, som laa til Fylkeskirken, men var over Heredspresterne i Rang. Om han maaskee oprindeligen har havt et Slags Tilsyn med Fylkets Heredsprester i Lighed med vor Tids Provster, er noget som ikke lader sig afgjøre ved Christenretterne. I sig selv er det ikke ganske usandsynligt. Høgendespresterne, efter Navnet: Lettelsesprester, Hjælpeprester, vare derimod aldrig selvstændige Sogneprester, men vare deels disses Kapellaner eller Vikarier, deels fornemme Folks Huskapellaner. I
