gende Aar indviet af Erkebiskop Øssur, og tog i 1135 sin Stol i Besiddelse. Efter en rosværdig Styrelse omkom Magnus ved en ulykkelig Hendelse, idet han med en Mængde Mennesker brændte inde i Hitardal den 30te September 1148. Til hans Eftermand valgtes i 1151 Kløng Thorsteinssøn, som i 1152 blev indviet af Erkebiskop Askel, og udentvivl var den sidste Biskop af den norske Kirke, der blev indviet af Erkebiskoppen i Lund[1]. – Biskop Ketil Thorsteinssøn af Hole døde 1145. Hans Eftermand var Bjørn Gilssøn, der i 1147 blev indviet af Erkebiskop Askel og levede til 1162[2]. Alle disse islandske Biskopper roses for Gudsfrygt og Nidkjærhed; men deres Indflydelse paa Fædrenelandets Anliggender var ikke saa stor som Isleifs og Gissurs havde været, og de vare ikke i Stand til at forhindre, at de gamle Familiefeider igjen begyndte at rase og det vildere end før. – Paa Færøerne levede den førnævnte Biskop Mathæus til 1157 eller 1158[3]. – Paa Grønland holdt Biskop Arnald ud til henimod 1150; men ved den Tid maa han have nedlagt sit Biskopsdømme og være dragen til Norge. En vis Jon Knut eller Kut blev nemlig i 1150 indviet til Garde Biskopsstol[4]. – Paa Orknøerne levede Biskop Vilialm den Gamle langt ind i det følgende Tidsrum. Han var en Mand af stor Indflydelse paa Øerne. Ved Grændsen mellem begge Tidsrum (1152–1155) deeltog han i et Korstog eller en Pilegrimsfærd, som Øernes daværende Jarl Røgnvald (eg. Kale) Kolssøn foretog i Forening med den bekjendte Erling Skakke og flere norske Høvdinger. – Paa Suderøerne synes ved denne Tid en Splittelse at have fundet Sted i Kirken mellem Biskopper, som holdt sig til Norge, og andre som holdt sig til Erkebiskopsstolen i York. Men paa disse Forholde har man ingen rigtig Rede.
Vi have nu fulgt den norske Kirkes Udvikling indtil Midten af det tolfte Aarhundrede, i dens Fremskriden under Kongedømmets og overhovedet den verdslige Statsmagts Ledning. Ved denne Tid indtræder, som allerede yttret, et Hovedvendepunkt i dens Historie, og det er Hierarchiets Grundlæggelse i Forening med Nidaros’s Ophøielse til den norske Kirkes Metropolitansæde, som betegner dette. Men inden vi gaa over til det nye Tidsrum, i hvilket Hierarchiet, efter først at have flaaet Rødder i den norske Kirkes Grund, hastigen og kraftigen udviklede sig, medførende efterhaanden væsentlige Forandringer i flere kirkelige Forholde, – ville vi stræbe at give en
