Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 1.djvu/18

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
4
Første Tidsrum.

nerne ejendommelige Skrifttegn; de elskede Sagaen og vidste at give den Afrunding i det mundtlige Foredrag; de dyrkede Poesien, indklædt i strenge Former, som en udviklet Skaldekunst bestemte; de havde endelig en Religion, hvis Troslære var udviklet til et ordnet System, og hvis Fremtræden i Livet baade var virksom og, for en Hedningetro at være, i mange Maader verdig og velgjørende.

Denne Religion var Asatroen. I sit Grundvæsen en Fællesejendom for hele den germaniske Folkeklasse, var den udentvivl i sine Enkeltheder forskjellig udviklet ikke alene hos de tvende germaniske Hovedstammer, men endog hos disses forskjellige Folkefærd. Vi kjende den kun fyldestgjørende i dens nordiske og navnligen i dens norske Skikkelse, i hvilken den i Eddaerne er bevaret. Men i denne Skikkelse er den os ogsaa her af størst Vigtighed, hvor det gjælder om at betragte den som Christendommens Forløber og tillige Modstander iblandt de nordgermaniske Folkefærd, blandt Daner, Svear og Nordmænd, og netop særligen blandt de sidstnævnte.

En udførlig Fremstilling af Asatroen, vilde her være paa sit urette Sted; den er ikke nødvendig for at forklare sig Christendommens Kamp og Seier. Med dens Grundtræk for Øie formaa vi tilstrækkelig at vurdere Kampen; og et Omrids af den ville vi her stræbe at give.

I Begyndelsen vare tvende Urverdener: en Ildens og Lysets Verden, Muspelheim, og en Kuldens og Mørkets Verden, Niflheim; et uhyre tomt Rum adskilte dem. Af disse to Verdeners gjensidige Paavirkning tilblev i det tomme Rum Jøtunen Ymer og den ham nærende Ko, Audhumbla, tilsammen det uordnede Verdensstof. Af dette, som dets bedre Kræfter, udviklede sig Aserne eller Guderne, der dræbte Ymer og dannede af hans Krop Verden, Himmel og Jord. De befolkede Jordens Indre med Dverge, Væsener, der først havde faaet Liv som Madikeri Ymers Kjød. Jordens Overflade skjænkede de Menneskenes Slegt, der nedstammede fra eet Par: Ask og Embla, hvilke Aserne skabte af Træer. Ymers Afkom, de onde Jøtner, Naturens chaotiske, forstyrrende Kræfter, forsaavidt de ei druknede i sin Stamfaders Blod, trængtes hen til Jordskivens nordlige Udkanter ved det store omflydende Verdenshav, over hvilket Jøtunen Øger herskede.

Aserne fra sine Himmelboliger styrede nærmest Verdens- og Menneskelivets Gang. I deres Spidse som Fader og Fyrste stod Odin, den Alt gjennemtrængende, alle Ting belivende Aand, der indgjød Menneskene Forstand og digterisk Begeistring, men ogsaa optændte hos dem Kamplyst og Krigervildhed. Ved hans Side som Hustru stod Frigg, den alnærende Jord. Deres Søn var Thor, Tordenen, Kraften,