I Sigurds seneste Styrelsestid indtraf en Hendelse, der havde meget fordærvelige Følger for Norges fremtidige Tilstand. Fra Vesterlandene ankom nemlig i Aaret 1126 til Norge en Mand ved Navn Gillechrist, der paastod, at hans egentlige Navn var Harald, og at han var Kong Magnus Barfods uegtefødte Søn med en irsk Kvinde, som fulgte med ham og bekræftede hans Udsagn. Medførte dette Sandhed, hvilket flere af Landets anseeligste Høvdinger antoge, saa havde efter Norges Statsret Harald Krav paa Deel i Kongedømmet med Sigurd; og Harald tilbød sig at bevise Rigtigheden af sit Udsagn ved Jærnbyrd, en Gudsdom, som Landsloven godkjendte i enkelte Tilfælde og blandt andet ved tvivlsomt Fæderne. Sigurd vilde ikke dele Kongedømmet med Harald, men troede paa den anden Side, at han ikke vel kunde negte ham det tilbudne Bevis. Han stedede derfor Harald til Jærnbyrd, dog først efterat denne havde svoret, at om end Beviset lykkedes, skulde han dog ikke kræve Deel i Norges Kongedømme, saalænge som Sigurd eller hans Søn Magnus levede. Harald traadte i Kongens og hans Søns Paasyn ni gloende Plogjærn, og Sigurd erkjendte ham for sin Broder. Det var første Gang dette Bevismiddel anvendtes paa tvivlsom Kongebyrd; men det blev ikke den eneste. Det blev, med Norges Kongearvefølge, et for Landet yderst farligt Middel i dumdristige Eventyreres og listige Partiføreres Hænder, hvilket senere hen meer end eengang forstyrrede den indre Fred og bragte Kongedømmets Kraft og Anseelse til at vakkle; og om det end i visse Maader bidrog til at hæve Geistlighedens hierarchiske Indflydelse, saa var dette dog ganske vist i Virkeligheden til dens egen og Kirkens store Skade.
Fra Sigurd Jorsalfarers sidste Dage opvise vore Sagaer det første Exempel paa en norsk Biskops dristige Modstand mod Kongens Villie i en Sag, hvori denne overtraadte Kirkens Lov. Sigurd vilde nemlig skille sig fra sin Dronning Malmfrid, en russisk Kongedatter, for at gifte sig med en anden Kvinde ved Navn Cecilia, og gjorde Forberedelser til at holde Bryllup med denne i Bergen. Den daværende Biskop, den ovennævnte Magne, en nidkjær og uforsagt Mand, fandt Kongens Handling stridende mod Kirkens Love, gik i Følge med en af sine Prester, en Sigurd, som senere blev Bergens Biskop, til Kongens Hal og bad Kongen gaa ud til sig. Kongen gik ud, modtog Biskoppen blidt og bød ham ind at drikke. „Jeg har et andet Erinde“ – svarede Magne, og spurgte Kongen om det var sandt, at han vilde forlade sin Dronning og tage en anden Kone. Kongen svarede, at saa var. „Hvi – sagde da Biskoppen ivrig – vil Du gjøre sligt i mit Biskopsdømme-s forhaane saa Guds Bud og Ret og den hellige Kirke, mit biskoppelige Embede og din egen kongelige Verdighed?
