Kong Eystein deelte Fortjenesten med sin Broder, og rimeligvis var den af Kongerne, som herved var mest virksom. Om Orderiks Vidnesbyrd: at der under de tidligere norske Konger ei havde været Klostere, er fuldkommen paalideligt, har der været opkastet nogen Tvivl. Det heder nemlig hos andre engelske Historieskrivere, at allerede Knut den Mægtige oprettede et Benediktiner-Kloster paa Nidarholm ved Nidaros omkr. 1030. Men om og dette forholder sig rigtigt, saa er der dog al Rimelighed for, at Klosteret ikke ret har villet trives, at det er kommet i Forfald eller endog blevet forladt, og at det først noget efter 1100 igjen er kommet i Orden eller vel endog gjenoprettet fra ny[1], og at saaledes dets Stiftelse gjerne kan henregnes til Sigurds og hans Brødres Styrelsestid. Om et andet Kloster, nemlig det i Selia, har ogsaa været fremsat den Formodning, at det var ældre end 1100; men dette er ganske usikkert[2]. Derimod er det vist, at Klostervæsenet først efter 1100 med Bestemthed .viser sig i Norge, og at alle de Klostere, hvis Anlæggelsestid med Sikkerhed kjendes, ere yngre end hiint Aar. Orderiks Udsagn tør saaledes dog i Hovedsagen være rigtigt. Om det bekjendte Munklif eller St. Michaels Benediktiner-Kloster paa Nordnes ved Bergen veed man af paalidelige Kilder, at det blev oprettet af Kong Eystein Magnussøn omkr. 1110; og mellem 1100 og 1150 stiftedes i det mindste otte Klostere deels for Munke deels for Nonner i forskjellige Dele af Norge, deels af den ældre Benediktiner-Orden, deels af den nyere ved den berømte Bernhard af Clairvaux i stort Ry bragte Cistercienser-Orden. I Begyndelsen af det 12te Aarhundrede ved 1120 stiftedes ogsaa det første Kloster paa Island af Benediktiner-Ordenen paa Thingøre paa Nordlandet i Hole Biskopsdømme og ved Biskop Jon Øgmundssøn. At Stødet til Klosterlivets Indførelse inden den norske Kirkes Omraade egentlig blev givet under Sigurd Jorsalafarers og hans Brødres Styrelse, maa saaledes ansees for utvivlsomt. Det er ogsaa høistsandsynligt, at den engelske Kirke i dette Stykke som i saa meget andet havde en betydelig Indflydelse paa den norske. Man finder nemlig, at flere norske Klostere idet 12te Aarhundrede bleve fra England stiftede, at deres første Forstandere vare Engelsmænd og største Delen af deres tidligste Beboere udentvivl engelske Munke. Hvad Nordmændene selv angaar, da synes Klosterlivet aldrig at have vakt nogen særdeles Enthusiasme hos dem. Herom synes vidne deels den lange Tid, som henled efter Christendommens Indførelse i Norge, for Klostervæsenet der kom i Gang, – deels den Omstændighed, at mange af de første Klosterboere og Klosterforstandere vare fremmede, noget som imidlertid ogsaa
