hamborgske Erkebiskop Adalbert, ved Midten af det 11te Aarhundrede[1]. Ved samme Tid troes den mægtige Thorfinn Sigurdssøn Jarl (1014–1064) at have oprettet eller i det mindste paatænkt en fast Biskopsstol i Birgsaa i Birgisherad paa Vestkanten af Hrossø (nuv. Mainland), hvor en Christkirke byggedes. Imidlertid synes ogsaa en Rodulf at være bleven indviet til Orknøernes Biskop af Erkebiskoppen af York, der paastod Primatet ikke alene over Skotland men ogsaa over de ved Skotland liggende Øer. Det usikkre med Hensyn til Retmæssigheden af disse to Biskoppers Indvielse har rimeligviis voldet, at de ei ere blevne opførte i de gamle Biskopsrekker. Disse ligesom og Orkneyingasaga nævne derimod som Øernes første Biskop: Villialm eller Villiam, kaldet den Gamle, der skal være bleven Biskop omkring 1102, og først tog sit Sæde i Birgsaa, men senere forflyttede Biskopsstolen til Kirkiuvaag paa samme Ø[2].
Endelig maa ogsaa nævnes Suderøerne og Man, der, uvist fra hvilken Tid, havde sin egen Biskop, hvis Sæde var ved St. Germani Kirke paa Man[3]. Skjønt disse Øer udgjorde fra gamle Tider en Lensstat under Norges Rige, saa er det dog uvist, hvorledes det paa Sigurd Jorsalsarers Tid forholdt sig med det derværende Kirkesamfund og Biskopsdømme, hvorvidt det regnede sig som henhørende til den norske Kirke, eller til den skotske, hvis Metropolitan dengang, som nylig omtalt, var den engelske Erkebiskop af York. Saameget er imidlertid vist, at det suderøiske Biskopsdømme fra 1152 af, da den norske Kirke fik sin særegne Metropolitan, regnedes af Paven til dennes Provins, hvilken Omstændighed altid giver en sterk Formodning om, at hiint Biskopsdømme ogsaa i den nærmeste Tid forud har været betragtet som norskt.
Den norske Kirke havde saaledes nu sin fuldstændige Dioecesan-Indretning under ti Biskopper, hver med sit bestemt begrændsede Biskopsdømme og sit faste Biskopssæde;. – alle (maaskee med Undtagelse af den sudrøiske?) indordnede under den lundske Erkebiskops Provins. En særskilt Metropolitan manglede nu kun den norske Kirke til dens fuldkomne Nationalselvstændighed, og denne Mangel blev afhjulpen inden 50 Aar vare henledne fra dens Indordning under Lunds Erkesæde.
Den anden Fortjeneste af Kirken, som Ordericus Vitalis paa ovenanførte Sted tillægger Sigurd Jorsalafarer, er: at han oprettede Klostere i Norge. Hvad dette angaar, da er det vist, at
