Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 1.djvu/168

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
154
Første Tidsrum.

myndigheden over Erkebiskoppen af Lund; men skjønt disse Tvistigheder varede længe, saa ledede de dog ikke til nogen Forandring i det engang fastsatte[1].

Saavidt man af alle gamle Efterretninger kan skjønne var Lunds Biskopsstols Ophøielse til Metropolitansæde for hele Norden en udelukkende Virkning af de danske Kongers og rimeligviis ogsaa den danske Geistligheds Bestræbelser. Man sporer ingen Medvirkning dertil fra de to andre nordiske Rigers Side, ligesaa lidet som man finder omtalt nogen formelig Erkjendelse fra deres Side af den lundske Kirkes Metropolitanhøihed, og da Pave Paschalis’s Erections-Bulle ikke mere er til, saa kjender man ikke engang Udtrykkene, hvori Metropolitanhøiheden over den norske og svenske Kirke er den lundske Erkestol meddelt, eller hvilke Vilkaar dermed have været forbundne. Imidlertid er det ligefuldt sikkert, at den lundske Kirkes Metropolitanhøihed i Gjerningen har været erkjendt baade af den norske Kirke og af de norske Konger. Dette kan sluttes ikke alene deraf, at intet Spor findes til nogen Indsigelse imod den af Paven trufne Foranstaltning fra norsk Side, men ogsaa af følgende Grunde: 1) man har sikker Underretning om, at alle de sex islandske Biskopper, hvis Udnævnelse falder mellem den lundske Kirkes Ophøielse til Metropolitankirke (1104) og det Tidspunkt, da den norske Kirke fik sin egen Metropolitan (1152), ere blevne indviede af Erkebiskoppen i Lund[2]; – 2) ligeledes at den første grønlandske Biskop i Garde, som beskikkedes i Sigurd Jorsalfarers Tid, og det ifølge Kongens egen Anbefaling, blev indviet af samme Erkebiskop[3] –– og endelig 3) at det eneste store Provincial-Concilium, som man ved at være holdet medens Lunds Erkebiskop var hele Nordens Metropolitan, nemlig i 1139, var foruden af fem danske og een svensk Biskop ogsaa besøgt af Biskopperne af Bergen og Færøerne[4]. Heraf viser sig uimodsigelig, at Lunds Erkebiskop i den her omhandlede Tid (1104–1152) har med Hensyn til den norske Kirke været i virkelig Besiddelse af Metropolitanhøihedens tvende Hovedrettigheder: Biskoppers Indvielse og Provincial-Conciliers Sammenkaldelse, og at saaledes hans Metropolitanhøihed i Norge har været anerkjendt paa en ganske anden Maade og langt fuldstændigere end tilforn havde været Tilfældet med den hamborgske Erkebiskops. Man finder vistnok i Sagaerne den Fortælling, at Sigurd Jarsalfarer under sit Ophold i Jerusalem lovede den derværende Patriarch at ville oprette en Erkestol i Norge, „hvis det stod i hans Magt“[5]; men dette betingede Løfte, hvis Opfyldelse naturligviis afhang af Pa-

  1. Münter II. 76–91.
  2. Hgrv. c. 6, 10, 11, 13, 14, 17.
  3. Grønl. hist. Mindesm. II. 682.
  4. Suhm. D. H. V. 559–561.
  5. Sn. S. E. O. S. c. 11.