at hæve hans Anseelse. Men da det ei vilde lykkes med det hamborgske Patriarchat, maatte han naturligviis være ugunstig stemt for et dansk Erkebiskopsdømme, der blev ham altfor meget sideordnet, selv om han med Hensyn til det kunde erholde Primatet. Kong Svein synes imidlertid at have drevet sine Underhandlinger med Paven i al Stilhed og ikke ganske uden Held. Pavernes skinsyge Politik var nemlig paa denne Tid en udstrakt Metropolitanmyndighed lidet gunstig, og det maa vistnok tilskrives personlig Indflydelse og personlige Forhold, at Adalbert desuagtet formaaede at udvirke af Pave Alexander 11 i 1062 en Bulle, hvorved hans Metropolitanmyndighed over Norden stadfæstedes, ja endog i visse Dele udvidedes. Men da Adalbert i 1072 døde, og Gregorius VII Aaret efter blev Pave, tog Sagen en gunstigere Vending for Danmark.
Gregorius var, som forhen omtalt, fiendtlig sindet mod Adalberts Eftermand, Erkebiskop Liemar; han saa gjerne det hamborgske Erkesædes Svækkelse, og han opfordrede selv i et Par Skrivelser til Kong Svein Ulfssøn denne til paany at knytte de Underhandlinger med det apostoliske Sæde, som han med Gregors Formænd havde indledet[1]. Denne Gang kom imidlertid Svein Ulfssøns Død i Veien (1076) ligesom ogsaa de Uroligheder, i hvilke Gregorius VII strax efter blev indviklet; og Underhandlingerne kom i Langdrag under Svein Ulfssøns-l nærmeste Efterfølgere, hans Sønner Harald Hein (1076–1080), Knut den Hellige (1080–1086) og Olaf Hunger (1086–1095). Men da Erik den Gode var bleven Konge i Danmark, greb han atter Sagen an med Iver, tildeels egget af personlig Uvillie mod Erkebiskop Liemar.
Erik henvendte sig til Pave Urbanus II (1088–1099), der ogsaa var Liemar fiendsk, og fik udvirket Løfte om Oprettelsen af en Erkestol i Danmark. Urbanus’s Efterfølger Paschalis II (1099–1118) holdt fast ved sin Formands Løfte; og da nu derhos Erkebiskop Liemar døde (1101), og dennes Efterfølger, Hubert, ingen kraftige Indsigelser gjorde mod de Anslag, som vare i Gjære, kom det endelig dertil, at Pave Paschalis i 1103 sendte sin Kardinal-Legat Alberich til Danmark med Fuldmagt at udsee et passende Sted for den nye Erkestol. Hans Valg faldt paa Lund i Skaane, og den derværende Biskop Asser, i det norske Sprog Øssur, blev erklæret for Erkebiskop og modtog Pallium af Legatens Hænder 1104. Den nye Metropolitans Provins blev de tre nordiske Rigers Kirker, og disses Afhængighed af den hamborgske Metropolitan var dermed hævet. Vel gjorde senere hen de hamborgsk-bremiske Erkebiskopper Indsigelser mod den nye Foranstaltning og søgte i det mindste at erhverve Primat-
- ↑ Suhm. D. H. IV. 451–456.
