og Sigurd, – den første med hans Blidhed, Venlighed og Klogskab, der dog var forbunden med megen Fasthed og Udholdenhed i hvad han ansaa for Ret, – den anden med hans Alvor, Tungsind, Heftighed og Strenghed. Men begge havde i Grunden Lovens Overholdelse og Folkets Vel stadigen for Øie; og derfor spredte sig de Uveirsskyer, som undertiden trak op mellem dem, uden videre Følger. Den tredie Broder Olaf lignede Eystein mest i Sindelag og synes ogsaa mest at have holdt sig til ham. Men hans Kongedømme blev af kortest Varighed; han døde nemlig allerede i sit attende Aar (22de Decbr. 1116) uden at efterlade Afkom. Ser Aar efter (29de August 1122) døde ogsaa Eystein uden at efterlade flere Børn end een Datter; og nu blev Sigurd for Resten af sin Levetid Norges Enekonge.
Deels under disse Brødres Samstyrelse, og deels medens Sigurd raadede ene for Kongedømmet, indtraf mange Ting, som havde Indflydelse paa den norske Kirkes Udvikling. En for hele Norden vigtig Kirkebegivenhed strax i Begyndelsen af deres Samstyrelse var saaledes: Ophævelsen af det hamborgske Erkesædes Metropolitanhøihed over Nordens Kirker og Indstiftelsen af et særskilt Metropolitansæde for disse inden de nordiske Rigers egne Grændser.
Vi have allerede havt Anledning til oftere at bemærke, at den hamborgske Metropolitanhøihed ikke var synderlig vel anseet i noget af de tre nordiske Riger; men for Danmark var den byrdefuldest. Hamborg og Bremen laa nemlig saagodtsom lige ind paa dette Riges Grændser, og de hamborgske Erkebiskopper kunde saaledes ideligen blande sig ind i den danske Kirkes Anliggender og holde den strengt under sin Høihed, mangen Gang udentvivl til de danske Kongers store Fortrydelse. Svein Ulfssøn maatte ganske vist meer end een Gang føle den stolte Erkebiskop Adalberts Overmod; man veed, at det var Tilfælde, da han af Geistligheden blev tvungen til i 1055 at forskyde sin Hustru Gyda paa Grund af Slegtskabsforhold[1]. Det kunde heller ikke undgaa denne kloge Konges Opmærksomhed, hvor farlig for Danmarks verdslige Uafhængighed, den geistlige Afhængighed af en tydsk Kirkefyrste maatte være. Tidlig synes derfor den Tanke at være opstaaet hos ham, at unddrage sit Rige dette fremmede Aag ved at skaffe Danmark en egen Erkebiskop. Dette vilde ikke have været Adalbert saameget imod, hvis han kunde have drevet sin Plan igjennem, selv at blive Nordens Patriarch; thi da vilde han alligevel beholde sin Overhøihed over Nordens Kirker, og een eller flere ham underordnede Erkebiskopper vilde kun bidrage til end meer
- ↑ Suhm. D. H. IV. 236 ff. 244.
