den hellige Olafs Hvilested. Efterat begge Konger havde forrettet sin Andagt paa de hellige Steder, besluttede de i Forening at angribe Sidon (Sætt), der endnu var i Tyrkernes Hænder. Sigurd, der havde sin Flaade ved Joppe, førte den herfra til Sidon, og indsluttede og angreb Staden fra Søsiden, medens Kong Balduin og Greve Bertrand af Tripolis angreb den fra Landsiden. Staden overgav sig til de Christne den 19de Decbr. 1110.
Da Sigurd nu ved Vaabendaad saavel som ved Andagtsøvelser havde opfyldt sin Reises Øiemed, gav han sig paa Hjemveien. Han besøgte Constantinopel, hvor en stor Deel af hans Ledsagere traadte i Keiser Alexius Comnenus’s Tjeneste. Sigurd skjænkede Keiseren sine Skibe, da han havde foresat sig at lægge Hjemveien over Land. Derpaa for han gjennem Bulgarien, Ungarn og Tydskland til Danmark, hvor han ankom ved Midsommer 1111, og saa fra det nordlige Jylland til Norge. Han blev her modtagen af Folket med stor Glæde, og hans Færd blev omtalt som den hæderligste, der nogen Tid var foretagen fra Norge. Toget har, som man af samtidige Korstogsskribenter og engelske Historieskrivere seer, vakt ikke saa ganske ringe Opmærksomhed i Udlandet. Det havde ogsaa sine Indvirkninger paa de norske Kirkeforhold, hvilke senere skulde omtales. Det giver et Vidnesbyrd om Norges daværende Kraft og Velstand, men da det nærmest vedkommer Norges verdslige Historie, er det her kun løseligen berørt.
Havde Sigurd ved sin Jorsalsfærd hævdet Norges Hæder i Udlændingens Øine, saa havde imidlertid hans Broder Eystein ved sin milde og kloge Styrelse bragt Landets indre Forfatning i en blomstrende Tilstand. Han havde ved Havneanlæg, Bygning af Fiskerleier og Oprettelse af Sælhuse paa de mest befarne Fjældveie sørget for Næringsdriftens Opkomst; ved Istandsættelse af Varerne og Bygning af Nøst for Krigsskibene havde han iagttaget Rigets Sikkerhed; han havde udvidet dets Grændser ved at formaa Jamtlændingerne, som ved Midten af foregaaende Aarhundrede vare blevne Christne[1], til atter at forene sig med Norge; Nidaros og Bergen havde han endelig prydet med nye og pragtfulde Bygninger, baade til kirkeligt og verdsligt Brug. Saaledes kunde Kong Eystein visseligen med Rette rose sig af, at have ved sin fredelige Virksomhed sørget fuldt saa meget for Nordmændenes sande Velvære, som Sigurd ved sit Tog for deres Krigerhæder.
Til Norges store Held blev den indre Fred uforstyrret af Splid mellem de samstyrende Brødre, skjønt det ved enkelte Leiligheder ikke tegnede sig saa ganske venskabeligt mellem de høist uligesindede Eystein
- ↑ Se ovenfor S. 89.
