Et endnu vigtigere Foretagende af Gissur var Tiendens Indførelse paa Island. Heri understøttedes han af den daværende Lovsigemand, den lovkyndige Skald Markus Skjeggessøn, og af den lærde Prest Sæmund Sigfussøn i Odde, en af Landets rigeste og mest anseede Høvdinger. Tienden blev lovtagen paa Althinget 1097 med en Ydelsesmaade, der svarede til Islands Forhold[1]. Dette vigtige Skridt toges saaledes paa Island for end i Norge. Vi ville senere igjen komme tilbage til Gissurs Biskopsstyrelse.
Ved Magnus Barfods Død (1103) indtraadte igjen en Deling af Kongedømmet i Norge. Han efterlod nemlig tre Sønner: Eystein, som ved Faderens Død var fjorten Aar gammel, Sigurd, der var eet Aar yngre og Olaf, som kun var fire Aar. Disse bleve alle tagne til Konger, og de tvende ældre optraadte strax som selvstyrende (de vare nemlig over 12 Aar) i Fællesskab, og tillige som Verger for sin tredie Broder. Deres Styrelsestid blev atter en Rolighedens og Lykkens Tid for Norge, vigtig baade ved Folke-Velstandens Fremblomstring og ved Kirkeforfatningens Udvikling.
Hvad der har gjort disse Brødres Fællesstyrelse mest bekjendt i Historien, er Sigurds Tog til Jerusalem, der erhvervede ham Tilnavnet Jorsalafari eller Jerusalemsfarer. Korstogene havde taget sin Begyndelse, og hele Europa var opfyldt af Begeistring for det hellige Lands Erobring fra de Vantroende. Til Norge forplantedes denne Begeistring ved nogle Nordmænd der i Aarhundredets Begyndelse havde besøgt Jerusalem. De havde ved sin Hjemkomst meget at fortælle om Sydens Herligheder; og disse lokkende Skildringer i Forbindelse med Tanken om det Fortjenstfulde i at besøge de Steder, hvor Christus havde lært og lidt, og i at kjæmpe for deres Udrivelse af de Vantroes Hænder, vakte en almindelig Rørelse i Norge. Mange følte Lyst til at besøge Jerusalem og deeltage i de hellige Krige, og de opfordrede en af Kongerne til at være deres Anfører. Brødrene besluttede ogsaa paa fælles Kostning at ruste en Flaade, og det blev afgjort, at Kong Sigurd skulde være Togets Anfører, og at Eystein under hans Fravær skulde styre Landet.
I Høsten 1107 forlod den syttenaarige Sigurd Norge med en Flaade paa 60 Skibe, bemandet med omtrent 10,000 Krigsmænd, alle Frivillige. Han overvintrede i England, kjæmpede i Aarene 1108 og 1109 mod Maurerne rundt om Spaniens Kyster og kom om Sommeren 1110 til Palæstina. Han blev med store Æresbevisninger modtagen af Kong Balduin af Jerusalem og af denne ledsaget til den hellige Stad, hvor han af Patriarchen og Kongen modtog som Gave en Spaan af Christi Kors, hvilken han lovede at bevare ved
- ↑ Hgrv. c. 6.
