Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 1.djvu/163

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
149
Magnus Olafssøn Enekonge Skaalholt paa Island fast Biskopsstol.

muens Yndest i høiere Grad end den meer haarde Magnus. Det ulmende Uvenskab mellem begge Konger kom dog ikke til Udbrud i nogen virkelig Krig. Haakon døde nemlig uventet og hastig i 1095 uden at efterlade nogen Søn.

Magnus blev nu Norges Enekonge. Hans Mundheld var: „En Konges Maal er Hæder, ei et langt Liv“, og Hæderen søgte han i Seier over sine Fiender i og udenfor sit Rige. Da han havde bragt Fred til Veie i Norges Indre, begyndte han at feide i Vest og Øst og uro alle sine Naboer. Seieren fulgte ham vel oftest paa hans Tog; men Bønderne i Norge fandt sig dog besværede ved den idelige Ledingsudredsel og kaldte ham: Strids-Magnus (styrialdar Magnus). Han kaldtes ogsaa med Tilnavnet Barfod, fordi han paa sine Tog i Vestlandene optog Irernes korte Klædedragt med blottede Knæ. Han var Konge i ti Aar paa det nærmeste og faldt paa et Tog i Irland kun 30 Aar gammel den 24de Aug. 1103.

Om den norske Kirkes Tilstand i selve Norge under Magnus Barfods Rigsstyrelse vide vi intet; rimeligviis har den skredet sin jævne Gang fremad i Udvikling. Om Kirken paa Island haves derimod fra denne Tid nogle ikke uvigtige Oplysninger. Vi have seet, at efter Biskop Isleifs Død i 1080 blev hans Søn Gissur af Folket valgt til hans Eftermand. For han modtog Valget, tog han det Løste af alle Landets Høvdinger, at de skulde lyde ham i Alt hvad han som Biskop kunde paabyde dem med Hensyn til Religionen og kirkelige Forhold; og de holdt dette Løfte. Gissur styrede sin Kirke med en Anseelse, som ikke gav hans Faders det ringeste efter, og øvede ligesom han en stor Indflydelse paa alle sit Fædrenelands offentlige Anliggender, saaledes at man med Sandhed kunde sige, at han i sin Tid var baade Biskop og Konge paa Island. Den islandske Stat nød overhovedet i Isleifs og Gissurs Dage, og man kan næsten sige fra den Tid Christendommen der blev fuldkommen grundfæstet, en indre Fred og Rolighed, som den ikke havde kjendt siden Øens første Bebyggelse. Og man kan ikke andet end heri spore Christendommens kraftige Virkninger til Folkeaandens Formildelse og Sedernes Afslibning.

Et vigtigt Skridt af Gissur var det, at han skaffede Biskoppen paa Island et fast Biskopssæde, og det med betydelig Formues Opoffrelse fra sin egen Side. Han havde arvet Gaarden Skaalholt efter sin Fader; han byggede her en Kirke, og da hans Moder ogsaa var død (omkr. 1090?), gav han hele Skaalholt Gaard til Kirken med den Bestemmelse, at der for Fremtiden skulde være Biskopsstol[1].

  1. Hgrv c. 5.