Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 1.djvu/161

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
147
Gregorius VII’s Forhold til Olaf Kyrre.

selv, og denne tog naturligviis ikke i Betænkning at overdrage Gissurs Indvielse, med Forbigaaen af hans egentlige Metropolitan, hvilken Gregorius maatte betragte som afsat ved hans egen oprørske Færd, til en anden, Paven hengiven, tydsk Metropolitan. Man kan saaledes fra dette Tilfælde intet slutte om Pave Gregorius’s Anskuelse i Almindelighed med Hensyn til det hamborgske Erkesædes Metropolitanret over den norske Kirke, og endnu mindre om Kong Olaf Kyrres, der synes at have staaet ganske udenfor hele denne Sag. Da imidlertid den bittre Strid mellem Keiser Henrik og Pavedømmet fortsattes ogsaa under Gregorius’s Eftermænd, og Liemar fremdeles stod paa Keiserens Side, saa kan man let skjønne, at det hamborgske Erkesædes Metropolitanhøihed over Norden ikke i Liemars Embedstid kunde finde noget kraftigt Forsvar hos Paverne; og strax efter Liemars Død 1103 gik, som vi senere skulle see, den hele Høihed til Grunde.

Kong Olaf Kyrre stod i et venskabeligt Forhold til Pave Gregorius VII, der strakte sin christelige Virksomhed som til de øvrige nordiske Riger, saa ogsaa til Norge. Man finder blandt denne Paves Breve et af 17de Decbr. 1078 til den norske Konge, hvilket overhovedet indeholder christelig Opmuntring og Belæring. Han yttrer blandt andet deri, at det altid havde været hans Ønske at sende til Kongen nogle af sine Brødre (d. e. romerske Geistlige), der kunde belære ham, saa at han ei skulde vakle i noget, men blive stadfæstet paa en sikker Grundvold. Da dette imidlertid faldt ham meget vanskeligt baade formedelst Norges Fjærnhed og end mere formedelst det ubekjendte Tungemaal, saa beder han Kongen, ligesom han og har bedet de andre nordiske Konger, at han vil sende til det apostoliske Sæde nogle unge fornemme Mænd af sit Land, for at de kunne under Apostlerne Petri og Pauli Vinger blive flittigen oplærte i de guddommelige Love og siden bringe det apostoliske Sædes Erinder til Kongen, som bekjendte med hvad den christne Tros Orden udfordrede[1]. Maaskee har Gregorius gjort sig ringere Tanker om den norske Kirkes Rettroenhed, end den fortjente; men især har han dog vist nok havt for Øie at faa oplært norske Geistlige under Pavens eget Opsyn i den canoniske Ret og faa dem indprentet de Grundsætninger, paa hvilke den hierarchiske Bygning skulde reises, hvortil han havde udkastet sin storartede Plan, og hvori den hele Christenhed ønskedes indlemmet. Om Olaf har fulgt denne Gregorius’s Opfordring vides ikke.

De Biskopper, som under Olafs Styrelse virkede i Norge, ere paa Enkeltes Navne nær, hvilke ovenfor ere anførte, ubekjendte; kun om den oftere nævnte Bernhard den Saxiske vide vi lidt mere,

  1. Suhm. D. H. IV. 590–593; jfr. Munch II. 397, 421.