Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 1.djvu/160

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
146
Første Tidsrum.

tropolitansagen, og hvorledes Forholdet har været mellem Olaf og den hamborgske Erkebiskop, derom mangle bestemte Oplysninger. Vi have nemlig kun nøiagtig Underretning om een eneste Biskopsbeskikkelse inden den norske Kirke i Olafs Dage, og den ligger udenfor selve Norge, og den norske Konges Omraade, da den gjælder Island.

Biskop Isleif styrede i 24 Aar Islands Kirke med Kraft og Anseelse. Han havde Kampe at bestaa med sine Landsmænds Stivsind, hvilket han dog vidste at beherske, og med fremmede Biskopper, tildeels, som det lader, Bedragere eller den romerske Kirke uvedkommende, hvilke vilde trænge sig ind i hans biskoppelige Embede, men hvilke han afviste med den bremiske Adalberts Understøttelse. Med Bernhard den Saxiske synes han dog at have levet i fuldkommen Enighed. Han oprettede en Skole i sit Hus for vordende Prester, og fra den udgik flere dygtige Geistlige, som endog siden bleve Biskopper. Isleif døde henved 75 Aar gammel den 5te Juli 1080. Nu enedes de islandske Høvdinger paa næste Aars Althing om at vælge til hans Eftermand hans Søn Gissur, der ligesom sin Fader havde studeret i Saxen og først var kommen hjem til Island en Stund efter sin Faders Død. Gissur modtog Valget og drog derpaa til Tydskland i den Tanke at lade sig indvie af den hamborgske Erkebiskop. Men da han kom til Saxen – heder det – erfarede han, at Erkebiskop Liemar var afsat fra sit Embede. Han drog da til Rom, til Pave Gregorius og fremsatte for ham sin Stilling; hvorpaa Paven sendte ham med sin Anbefaling til Erkebiskop Hartvig af Magdeburg, af hvem han ogsaa blev indviet den 4de Sptbr. 1082 og kom det følgende Aar tilbage til Island[1].

Det nærmere Sammenhæng hermed lader sig yderligere oplyse af den Tids bekjendte Statsforholde. Adalberts Efterfølger paa det hamborgske Erkesæde, Liemar (1072–1101)„ var en Ven og ivrig Tilhænger af Keiser Henrik IV. Mellem denne og den høit berømte Pave Gregorius VII (1073–1086) reiste sig, som bekjendt, et bittert Fiendskab, der gik saavidt, at Paven bansatte Keiseren og opfordrede de tydske Fyrster og Prælater til at afsætte ham og vælge en anden. Under den nu indtraadte Splittelse i den tydske Kirke holdt Liemar, der ellers roses som en klog og lærd Mand, fast ved Keiser Henriks Parti, og fulgte ham endog som en af hans fornemste Raadgivere og Krigshøvdinger i 1081 paa hans Tog til Rom, hvor Gregorius blev beleiret. Under disse Omstændigheder var det, at Gissur kom til Tydskland, hvor han erfarede, at Liemar var, om ikke just afsat, saa dog i aabenbart Oprør mod Paven, og fraværende paa et Tog mod denne. Derfor henvendte han sig til Pave Gregorius

  1. Hrgv. c. 5.