og at hin Godtgjørelse for de kirkelige Forretninger var lovligen vedtaget og reguleret ved Overeenskomst med Almuen[1]. Men i disse Forholde kunde Mag. Adam ikke saa let sætte sig ind. Han var nemlig vant til at see for sig det tydske Kirkevæsen med dets rige Legater, store Kirkegodser, vel forsørgede Præbender og betydelige Tiende, der tilsammentaget ydede Presteskabet et rigeligt Underhold, uden at nogen Betaling for de kirkelige Forretninger dertil udfordredes.
Høist mærkelig er den Oplysning, som Adams Skildring giver med Hensyn til de norske Biskoppers daværende Stilling. Man seer nemlig, at omkring 1070 endnu ingen fast Inddeling af Norge i Biskopsdømmer med bestemte Grændser fandt Sted, men at Biskopperne vedbleve at virke som Missionsbiskopper længe efterat Hedendommen blandt Folket var udryddet. Det Navn, som Norges Suffragan-Biskopper gjennem hele Middelalderen beholdt, vidner om denne deres oprindelige og længe vedvarende Stilling. De kaldtes nemlig Lydbiskopper (lýðbiskupar eller lióðbiskupar), hvilket Navn maa udledes af lýðr eller ljóðr, Folk, og har sin Oprindelse i England, hvorfra det med Christendommen blev overført til Norge. Ved leoð (svarende til det norske lýðr) udtryktes i det oldengelske eller angelsaxiske Sprog det Latinske gentes i Betydningen Hedninger, og Benævnelsen leoðbyscup tillagdes saaledes oprindelig de Biskopper, som vare indviede „ut gentibus prædicarent verbum dei“, for at forkynde Guds Ord for Folkene d. e. Hedningerne, altsaa ikke til noget bestemt Biskopssæde eller for noget bestemt begrændset Omraade. Saadanne Biskopper vare, som forhen omtalt, de første der fra England kom til Norge: begge Sigurderne, Grimkel, Bernhard o. fl., og den Benævnelse disse bare i Hjemmet, overførtes til Norge og i det norske Sprog, i hvilket Udtrykket: „boða lýðum guðs orð“ brugtes til at gjengive det Latinske: prædicare gentibus verbum dei[2]. Navnet, som havde vundet Hævd ved stadigen at bruges i tre Menneskealdere, fæstede sig ved Biskopperne, selv efterat de havde faaet faste Biskopssæder og afgrændsede Biskøpsdommer, og altsaa ikke længere vare Missionsbiskopper i egentligste Forstand, og lýðbiskup blev nu et Kjendenavn for den underordnede Biskop, episcopus suffraganeus, i Modsætning til hans Metropolitan eller Erkebiskop (erkibiskup).
Men var end de norske Biskoppers Stilling i Olaf Kyrres første Styrelsestid saadan som af Adam skildret, saa maa man antage, at dermed i samme Konges senere Aar er foregaaet en Forandring, og at Begyndelsen er gjort til at anvise hver enkelt Biskop en bestemt Deel af Landet som hans Omraade eller Biskopsdømme (biskups-
