mede som for Indfødte. Sin Biskop ansee de som Konge, alt Folket retter sig efter hans Vink, og ansee for Lov hvad han fastsætter efter Guds Villie eller efter Skriften eller efter andre Folks Sedvaner“[1].
Denne Mag. Adams Skildring viser os Nordmændene som et Folk, paa hvis Tænkemaade og Levevis Christendommen, allerede for tvende Menneskealdere vare henledne efter dens fuldkomne Antagelse, havde øvet en mærkelig formildende og forædlende Indvirkning. Den viser os ogsaa det norske Kirkesamfund som meget simpelt i sin Indretning, uden alt hierarchisk Præg, men gjennemtrængt af Ærefrygt for Religionen og dens Tjenere. Man har troet at finde i Adams Skildring af Forfatningen hos Nordens Folkefærd og især hos Nordmændene nogen Udsmykkelse, der skulde tjene til at gjøre Modsætningen skarpere mellem dem og hans egne Landsmænd, hvis mere fordærvede Seder han vilde ramme. Det kan maaskee i enkelte Punkter virkelig forholde sig saaledes. I den store Tarvelighed og det store Maadehold, som tillægges Folket, er vist nok noget Over-drevet; vi vide af vore egne Sagaer, at dette neppe var de gamle Nordmænds sterkeste Side. Men dog kunne de muligen i Sammenligning med Datidens Tydskere have fortjent noget af den Ros, der gives dem. Med Hensyn til det patriarchalske Liv, som i Norge skulde føres, da finder vel neppe nogen Overdrivelse Sted fra en Tydskers Synspunkt betragtet. Thi en Mand, der dagligen havde for Øie Tydskernes Lensforhold og Livegenskab, deres Grever, Herremænd og trælbundne Bønder, for ham maatte vist nok Nordmændenes Odelsvæsen og Bondeliv, deres frie Menighedsforfatning og deres milde, i Ætteforholdene grundede Høvdingestyrelse fremstille sig som et Sidestykke til Livet under Oldtidens israelitiske Patriarcher, – og dette saameget hellere, som vi af vore egne gamle Sagaer lære, at den Tid, Adam i sin Skildring seer hen til, virkelig var en Fredens, Lykkens og Ordenens Tid baade for Norge og Island, hvilken hverken i de nærmest foregaaende eller nærmest efterfølgende Tider fandt sin Mage. I hvad Adam paa den anden Side siger om Presternes Havesyge ligger neppe i sig selv saameget dadelverdigt, som man ved første Øiekast af hans haarde Yttringer skulde fristes til at slutte. Hvad han dadler er egentlig, at Presterne lade sig betale for de kirkelige Forretninger, som de burde yde frit; men han undskylder det selv derved, at Tienden ei endnu hos Nordmændene var vedtagen, – og denne Undskyldning maa synes os fuldgyldig. Af den ældste norske Christenret lære vi nemlig, at det norske Presteskabs Underhold oprindelig var grundet paa personlig Ydelse af Menighederne efter Mandtallet, ganske i Lighed med hvad der gjaldt med Hensyn til Kongedømmets Indtægter,
- ↑ Ad. Brem. d. s. D. c. 243.
