stede. De ere de nøisomste Mennesker saavel i Mad som i Seder, og elske i høi Grad Tarvelighed og Maadehold. De have saa stor Ærefrygt for Prester og Kirker, at den neppe ansees for en Christen, der ikke hvergang offrer ved den Messe, han har hørt. Men Daab, Confirmation, Alteres Indvielse og Vielse til de hellige Ordener kjøbes meget dyrt hos dem ligesom hos Danerne. Dette tror man kommer af Presternes Begjærlighed, da Barbarerne endnu ei vide af at give Tiende, og derfor tvinges de i de øvrige Ting, hvilke burde gives frit. Thi Sygebesøg og Begravelse, Alt maa der betales. Saaledes blive deres udmærkede Seder, saavidt Fortælleren skjønner, alene fordærvede ved Presternes Havesyge. Paa mange Steder i Norge og Sverige ere Fæhyrderne (Bønderne) de fornemste Folk, levende paa Patriarchernes Viis og af sine Hænders Arbeide. Men Alle som leve i Norge ere fuldkommen Christne (christianissimi), undtagen de som bo i det yderste Norden ved Oceanets Breder; om dem siges at de endnu ere kyndige i Troldekunster.
Med det sidste sigter Forfatteren naturligviis til Finnerne. Efterat have talt noget om deres Trolddom og Levevis fortsætter han: „Nordmændenes Hovedstad (metropolis civitas) er i Throndhjem (Trondemnis), hvilken nu er prydet med Kirker og besøges af en Mængde Mennesker. Der hviler ogsaa den hellige Konges og Martyrs, Olafs Legeme. Ved hans Grav virker Herren til denne Dag de største Undere af Helbredelse, saa at didhen strømme fra langtbortliggende Lande de, som haabe at blive hjulpne ved den hellige Martyrs Fortjeneste“. – – – Efterat Veien baade til Søs og Lands er beskreven, opregnes nogle af de mærkeligste allerede ovenfor nævnte Christendomslærere i Norge: Johannes (den ældre Sigurd), Grimkel, Sigfrid (den yngre Sigurd), Tholf, Sigurd, Asgaut og Bernhard, og derpaa tilføies: „Ved disse (de sidstnævnte) vinder lige til denne Dag Guds Ord mange Sjæle, saa at den hellige Moder, Kirken, blomstrer med glad Tilvext i alle Norges Landsdele. Imidlertid gives endnu ingen Biskopsdømmer (episcopatus) med bestemte Grændser hos Nordmændene eller Svearne paa Grund af Christendommens nye Plantning; men Biskopperne, antagne af Kongen eller Folket, bygge i Fællesskab Kirken, reise om i Landet, bringe saamange, som de kunne, til Christendommen og styrer dem uden Misundelse, saa længe de leve“[1]. – – – Endelig efter en Beskrivelse af Naturen og Levemaaden paa Island, heder det om Folket der: „Det er et lykkeligt Folk, som ingen misunder dets Fattigdom, og heri lykkeligst, at de nu alle have iført sig Christendommen. Der er meget prisverdigt ved deres Seder, især Kjærlighed, saa at Alt hos dem er tilfælles, saavel for Frem-
- ↑ Ad. Brem. d. s. D. c. 238–241.
