ansaas for noget Stort, tog han ham til sin Lærer for at lære Psalmerne“[1]. Turgot blev af Kongen og hans Mænd rigeligen begavet, vendte siden tilbage til England, blev Munk i Durham, derpaa Prior sammesteds, endelig Biskop i St. Andrews i Skotland, hvorfra han dog vendte tilbage til Durham og døde der 1115; det er saaledes rimeligt, at Beretningen om Olaf er hentet fra Turgots egen Mund[2]. Olaf har, som sees af det fortalte, ikke fundet det under sin Verdighed undertiden at forrette en Subdiakonus’s eller Akolothus’s Tjeneste i Messen, noget som den Tid ansaas for et stort Beviis paa Andagt; maaskee har han endogsaa ladet sig meddele den dertil svarende kirkelige Vielse. Saa ukongelig en saadan Adfærd nu maaskee forekommer Mange, saa blev den dog neppe saaledes betragtet i hine Tider, da den ingenlunde var ganske usedvanlig; og blandt et Folk som Nordmændene, der kun for et Par Menneskealdere siden var omvendt til Christendommen, øvede den vistnok en gavnlig Virkning. Kongen selv udviste nemlig for Alles Øine den Ydmyghed for Gud og hans Kirke, som maaskee ellers havde vanskeligt for at indtrænge i mangen stolt og haardsindet Nordmands Hjerte, men som nu en elsket og æret Konges Exempel helligede og anbefalte.
At Folkestemningen i Norge med Hensyn til Christendom og Kirke paa Olafs Tid var saaledes beskaffen, at en Adfærd som hans her omtalte i den kunde finde Gjenklang, derom giver maaskee Mag. Adams Skildring af Norge det bedste Vidnesbyrd, – en Skildring, som utvivlsomt nærmest gjælder Olafs første Styrelsestid, og hvilken Historieskriveren skjønnes at have hentet af sikkre og upartiske Kilder. Norge (Nordmannia)„ af de Nyere kaldet Norvegia – siger han – er formedelst sine Fjældes Barskhed eller den umaadelige Kulde det ufrugtbareste af alle Lande, skikket alene for Kvægavl. Derfor fostrer det ogsaa de tappreste Krigere, som ei ere blødgjorte ved Afgrødens Overflod, og som oftere angribe Andre, end selv foruroliges af Nogen. De leve uden Avind med deres nærmeste Naboer Svearne, hvorvel de undertiden dog ikke ustraffet angribes af de ligesaa fattige Daner. Drevne af Fattigdommen i Hjemmet fare de hele Verden om og hjemføre ved Sørøvertog andre Landes Rigdomme, idet de saaledes afhjælpe sit eget Lands Mangel. Men efterat de have antaget Christendommen og faaet en bedre Undervisning, have de nu lært at elske Freden og Sandheden og at nøies med sin Armod, ja at uddele hvad de eie og ikke som forhen samle det spredte. Og skjønt de Alle fra først af have været Trælle under Troldmænds afskyelige Kunster, saa bekjende de nu med Apostelen eenfoldigen Christus, ham den korsfæ-
