nemlig tolv Aar, eller den Alder, som Loven for Private fastsatte, nemlig femten Aar.
Olaf var af et stille, fredeligt og høist elskverdigt Sindelag. Han fik Tilnavnet Kyrre d. e. den Rolige. Hans Mundheld var, at Folkets Frihed og Lykke var hans Glæde og Lyst. Hans Styrelsestid henled i uafbrudt Fred, og Nordmændene gjorde under ham store Fremskridt i Dannelse og Velstand. De ældre Kjøbstæder Nidaros, Oslo og Tunsberg opblomstrede og nye fremstod, som Bergen, Stavanger og Konghella. Han prydede flere af disse Stæder med store og prægtige Kirker. I Nidaros byggede han den store Christ- eller Trinitatis-Kirke, tæt ved den af hans Fader byggede Marie-Kirke, saaledes at Høialteret kom til at staa lige over det Sted, hvor den hellige Olafs Lig først havde været nedgravet i Sandmælen, og hvor der havde staaet et Kapel; til denne Kirke blev nu Olafs Skrin henflyttet og sat over Høialteret[1]. I Bergen byggede han ogsaa en Kirke af Træ, kaldet den gamle Christkirke, og paabegyndte desuden den større Christkirke af Steen, der først efter hans Tid blev fuldført og siden blev Bergens Kathedralkirke[2]. Han indførte ogsaa i Kjøbstæderne Gilder, eller selskabelige Foreninger mellem Indbyggerne, hvis Sammenkomster holdtes i Gildestuer eller offentlige Bygninger, der stode under Kongens og Kirkens Vern og Opsyn[3], – en Indretning som virkede til Sedernes Afslibning, Folkets Dannelse og vel ogsaa til christelig Oplysnings Udbredelse.
Den indre og ydre Fred, som lykkeliggjorde Norge under Olafs vise og i Stilhed virksomme sexogtyveaarige Styrelse, var ligesaavel gunstig for den norske Kirkes Udvikling som Kongens eget gudfrygtige og christelige Sindelag, der var gjennemtrængt ikke mindre af Ærefrygt for Religionen og dens Tjenere, end af Velvillie for det ham lydige og hengivne Folk. Om Olafs Religiøsitet og Agtelse for de gudstjenstlige Skikke have vi et samtidigt Vidnesbyrd hos den engelske Historieskriver Simon af Durham (Dunelmensis). Denne fortæller i Anledning af de indre Uroligheder i England, som Vilhelm Erobrerens haarde Styrelse opvakte, og som drev mange Engelsmænd til at flygte fra deres Fædreneland, – at blandt disse ogsaa var en Klerk Turgot (Thorgaut) af fornem Byrd, der omkring 1070 flygtede til Norge og blev vel modtagen af Kong Olaf. „Da denne – siger han – var meget religiøs, var han vant til at have de hellige Bøger mellem sine Hænder og ofte læse i dem under sin Styrelses Byrder. Han opvartede ofte Presten for Alteret, hjalp til med at iføre ham Messeklæderne, gjød Vand over hans Hænder og udførte andet lignende med Andagt. Da han hørte, at en Klerk var kommen fra England, hvilket dengang
