blev fuldendt af Harald; den anden var Marie-Kirke, som han reiste fra ny af paa Sandbakken nær ved det Sted, hvor den hellige Olafs Lig havde ligget begravet den første Vinter efter hans Fald. Marie-Kirken omtales som en stor og meget fast Steenbygning, der udentvivl har været den pragtfuldeste Kirke i Norge paa den Tid[1].
Til Haralds Styrelsestid maa udentvivl den hellige Halvards Helgenophøielse henføres. Halvard var ifølge Legenden en Søn af Høvdingen Vebjørn, der boede paa Husabø i Hlider (Lier) paa Vestfold, og af Thorny Gudbrandsdatter, Søster til Aasta, Olaf den Helliges og Harald Haardraades Moder; han var altsaa disse tvende Kongers Systrung (Mosters Søn). Han havde fort et stille og gudfrygtigt Liv deels som Bonde deels som Handelsmand, i hvilken Egenskab han havde færdets til Østersølandene. Han tog engang i sin Beskyttelse en frugtsommelig Kvinde, der falskeligen var beskyldt for Tyveri og vilde for at redde hende fore hende over Vandet Drøfn (Dramselven). Men han blev indhentet og, da han ikke vilde udlevere hende til hendes Forfølgere, dræbt af disse ved Pileskud. De dræbte ogsaa Kvinden og begrove hende paa Stranden; men om Halsen paa Halvards-Lig bandt de en stor Steen og nedsænkt det i Vandet. Længe efter fandtes imidlertid Liget med samt Stenen flydende paa Vandet, og ved dette Under aabenbaredes Halvards Helligdom[2]. Dette er den legendariske Fortælling. Der er ingen gyldig Grund til at betvivle Halvards Tilværelse, eller hans angivne Slegtskabsforhold til den hellige Olaf, eller hans voldsomme Død, – i hvorledes det end virkelig forholder sig med de nærmere Omstændigheder ved hans Død, hvilke gave Anledning til hans Helgenophøielse. Naar og ved hvem denne er foregaaet vide vi ei heller. Saameget seer man imidlertid, at Halvards Helligdom var almindelig erkjendt, da Adam af Bremen skrev sin Kirkehistorie ved 1075, ligesom og at et stort Ry allerede dengang gik af de Undergjerninger, som skede ved hans Grav[3]. Man har, og det med megen Sandsynlighed, sat hans Helgenophøielse i Forbindelse med Anlægget af Kjøbstaden Oslo ved Harald Haardraade omkring 1060[4]. Vist er det, at han ansaas for denne Bys og hele Vikens Skytshelgen; Oslos Kathedralkirke blev ham indviet, og i den blev hans Skriin forvaret. Norge fik i den hellige Halvard sin tredie Nationalhelgen. Den Hellige Sunniva, der heel og holden tilhører Legenden, maa regnes for den ældste, hvis det forholder sig rigtigt, at hendes Levninger paa Sælø bragtes for Dagen og gjordes til Gjenstand for Tilbedelse allerede af Olaf Tryggvessøn[5]; hun
