Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 1.djvu/149

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
135
Spendt Forhold mellem Norge og Erkebiskoppen af Bremen.

alene. „Og senere – tilføier Adam – gjorde og sagde han saare meget, som paaførte hans Stolthed et snarligt Falden Adalbert henvendte sig til Pave Alexander II (1061–1073) og udvirkede af ham en Skrivelse til Kongen, hvori det paalagdes denne samt hans Biskopper, at vise den hamborgske Erkebiskop den samme Underdanighed som de skyldte det apostoliske Sæde, hvis Legat og Vikarius Erkebiskoppen var. Denne pavelige Paamindelse virkede imidlertid ligesaalidt paa Harald som den forudgaaende fra Adalbert. Kongen, heder det, vedblev at sende fine Biskopper til Frankrige og England ja, som det synes, til Rom selv for at indvies, og det eneste Adalbert kunde udrette var, at han, naar Leilighed gaves, opfangede disse, efter hans Begreb ulovligen viede Biskopper og løslod dem ikke, for de havde aflagt ham Troskabsed. Dette hendte blandt flere ogsaa en Asgaut, efter vore Sagaer Biskop Grimkels Søstersøn[1], der, ligesom Bernhard, var indviet af Paven. Adalbert opnaaede kun selv at indvie to Biskopper til Norge: Tholf (Thiodolf?) og Sevard (Sigurd?)[2]. I hele denne Fremstilling af Striden mellem Harald og Adalbert er Adam af Bremen og hans Scholiast vor eneste Kilde. Adams forvirrede Fremstilling, som derhos maa samles fra flere forskjellige Steder i hans Skrift, lader megen Usikkerhed tilbage, især med Hensyn til Tidsfølgen; og det vil vist altid blive yderst vanskeligt at forklare, hvorledes det egentlig er tilgaaet med Bernhards og Asgants Indvielse af Paven, samt naar den kan have fundet Sted. Men saameget fremgaar tydelig og ubestridelig af det fortalte, at Kampen mellem Harald og Adalbert var ganske alvorlig, og at den norske Konges og Kirkes Modbydelighed for den hamborgske Metropolitanmyndighed var afgjort.

Skjønt man nu vel ikke kan lægge Harald hans Ulydighed mod den overmodige hamborgske Erkebiskop synderlig til Last, eller deraf udlede den Slutning, at han ringeagtede Kirken og dens Forstandere, saa ligger dog i hvad der allerede er fortalt Antydninger til, at han maaskee ikke i alle Henseender omfattede Kirken med den tilbørlige Kjærlighed og Opmærksomhed, og at han maaskee strakte sin Egenraadighed i kirkelige Anliggender videre, end som finder sit Forsvar i en fornuftig Stræben mod hierarchiske Anmasselser. Dog kjender man Forholdene forlidet til i denne Henseende at kunne fælde nogen bestemt Dom. At han ikke var ganske ligegyldig ved hvad der hørte til Christendommens ydre Verdighed, synes fremgaa deraf, at han drog Omsorg for tvende betydeligere Kirkers Bygning i Nidaros. Den ene var Olafs-Kirke, der var paabegyndt af Magnus den Gode, men

  1. Fornm. s. III. S. 172.
  2. Ad. Brem. III. c. 135 med tilhørende Scholie, jft. m. IV. c. 200, og d. s. D. c. 241.